ANDRE BØRNS VILDE HISTORIER

tilbage

Ulykkes-datoen
af Sisse



Fredag d. 13... Jeg gøs! Allerede fra morgenstunden hang tykke grå tåger og svøbte sig om om klokketårnet og den store kirkeklokke af messing. Hvis det ikke var fordi min far var klokker og min mor var præst, ville jeg aldrig i evighed have fundet mig i at være nabo til den mest uhyggelige og spøgefulde kirke i hele England, nemlig St. Joes Kirke. Og som om det ikke var nok, mente folk i Londom at det spøgte i kirken. I det mindste var det weekend, så jeg kunne sove længe... Hvis jeg kunne få fred. Jeg trak dynen op om hovedet og fnøs af det hæslige vejr. Sære kolde vinde ruskede i frugttræerne i baghaven, så et par æbler røg på jorden. ”JUHUUU!” Døren blev smækket op med et højt brag. ”Du godeste, dreng dog, du ligger vel ikke og snuer endnu?” Hvinede min mor gennemtrængende. Jeg kunne jo næsten have sagt mig selv, at min mor ikke ville give mig fred særlig længe ad gangen! ”Nej” mumlede jeg ”Det gør jeg i hvert fald ikke” Min mor strøg hen og flåede mine lyseblå gardiner f!
ra, så lyset strømmede ind i mit værelse. ”Sikke et dejligt vejr!” smilede hun optimistisk. Hun havde ildrødt hår ligesom mig, og så havde hun fregner i hele hovedet. Jeg fattede simpelthen ikke, at hun var seriøs nok til at være præst. Selvom den sorte præstekjole egentlig klædte hende, havde hun garanteret ingen anelse om, hvad det var for en dag i dag. ”Dejligt vejr...” munlede jeg surt ind i min hovedpude. ”hvad? Sagde du noget?” Min mor vendte sig om mod mig. ”Kom så op med dig, lille sovetryne! Dagen kalder!” Jeg vendte mig om på den anden side, men kunne godt høre min mors skridt. Hun kom hen til mig og satte sig på sengekanten. Pludselig kunne jeg mærke hendes fingre gå hen over min skulder. Jeg forsøgte at klaske hendes hånd, men hun nåede at trække den til sig, så jeg i stedet ramte mig selv på armen. ”der er morgenmad nu, lille snorketræ!” Fniste hun, og forsvandt ud af døren igen. Søvnig og fnysende arrig, satte jeg mig op og gned mine øjne. ”Kirker... Mødre... Æ!
v!” jeg gik hen til det lille spejl der hang over min kommode, og betragtede mit strittende gulerodshår. Hurtigt og bestemt ikke særlig grundigt, lod jeg en kam glide gennem, fandt noget rent tøj i mit skab, og redte min seng. Min mor havde ikke lukket døren efter sig, så i stedet smækkede jeg den i så hårdt at billedet af min tante Suzann, røg på gulvet. Fumlefingeret hængte jeg det op igen, og skyndte mig ned af trappen. Desværre så meget at jeg gled og bumbede hele vejen ned af trappen, og til sidst slog hovedet ind i en spisebordsstol. Jeg var så vred at jeg ikke gad sige noget. Min far kom til syne i døren, med sin pibe i munden og en sammenkrøllet avis i hånden. ”Jamen, Harvey, dog! Hvad ligger du dér for? Har du tabt noget, søn?” ”JA!” skreg jeg. ”jeg har tabt tålmodigheden! Jeg må ud og have luft, før jeg eksploderer!” Sydende og spruttende gik jeg ud i haven. Selvom det var et herrens vejr, ænsede jeg det ikke. ”Må I rådne op!” mumlede jeg. ”Jer med jeres ”søn” og ”!
snorketræ” og ”sovetryne”!” Jeg havde virkelig aldrig været så gal, som nu. ”Det passer!” hvæsede jeg ud i den kølige morgenluft. ”Fredag d. 13, er en ulykkes-dato!”

Det var virkelig spild af tid, det her! Jeg lå på sofaen, men det tykke uldtæppe over mig, og kunne ikke lade være med at mumle at jeg nok skulle få hævn. Min lillesøster, Lucie, kom slæntrende ind i stuen til mig. I hænderne havde hun en pose med isterninger, som hun lagde på min pande, selvom hun i knapt kunne nå. ”hvordan skete det dér med trappestenen egentlig?” spurgte hun. ”Ingen kommentar!” svarede jeg så behersket som jeg kunne. Jeg vendte mig ind mod væggen. ”Du har noget rødt her, Harvse” sagde hun forsigtigt, og pegede lige under sin egen lille grimme opstopper-næse. ”Ja, ja...” sagde jeg og sukkede. Faktisk var jeg ikke spor overrasket over at jeg faldet ude i haven, og havde slået næsen mod trappenstenen. Det havde blødt meget, men det var dog holdt op nu. Jeg kunne høre at hun vendte om, og slæntrede hen til døren som hun lukkede forsigtigt efter sig. Der var helt stille i huset. Men det var naturligvis kun fordi min mor holdt barnedåb i kirken. Et kort øjebli!
k blev stilheden flænget af kirkeklokkernes høje buldren. Far ringede tolv gange, så holdt han op. Pludselig ringede telefonen. Den stod på et lille bord, et stykke væk fra sofaen. Jeg tog den, selvom jeg ikke gad. ”Hallo?” Sagde jeg ind i røret. ”Hey, Harvey, det er Ben!” Lød det i den anden ende. ”Har du været uheldig i dag?” Sprurgte han. ”Joh... Nej... Øhh, ikke rigtig...” Svarede jeg og sukkede opgivende. ”Hvad vil du?” ”Vil du med hjem til Peter, og se gyserfilm i aften? John og David kommer også!” Jeg ville nok have sagt at jeg var for udmattet, men før jeg kunne nå det, var han der igen; ”Okay, så siger vi det! I aften kl. 20.00! Ses, Harvey!” Og så lagde han røret på, så jeg sad tilbage og følte mig som en kæmpe idiot.

Da far kom ned fra klokketårnet fløjtede han en munter melodi, som jeg aldrig havde hørt før. ”Hvorfor er du så glad?” Spurgte jeg, selvom jeg egentlig var ragende ligeglad. ”Søn” Begyndte min far uden at kigge på mig. ”Der kommer stunder hvor man må indse, at det er tid at finde sin rette plads i verdenssamfundet!” Svarede han så, og begyndte at gå igen. Og så forsvandt han op af trappen, syngende og skrålende. ”Pladder!” Råbte jeg efter ham. Jeg lagde øret mod væggen, og kunne høre orglet spille inde i kirken. Ja, for man kunne faktisk høre det, selvom om vi ikke boede direkte i kirken. Jeg kunne ikke udstå orgelmusik. Det var så hæsligt at det var til at få kuldegysninger af. Jeg holdt mig for ørene, og prøvede bare at glemme det. Nu jeg tænkte rigtigt over det, kunne jeg egentlig ikke forstå at det kun var mig der var uheldig i dag. Mand, hvor jeg misundte mor, far og Lucie!

Peter var klassens drillepind, nr. 1. Han boede i et lille murstenshus, med hvidkalkede døre, og sorte skodder for vinduerne. Pigerne i klassen undgik ham og trak deres tasker til sig. Af den enkle grund at han havde det med at proppe en plastikedderkop i deres taske, eller en gummimus i deres jakkelomme. Han havde godt nok også været på kontoret et par gange, men det lod ikke til at hans forældre tog sig særlig meget af det. Da jeg stod uden for hans hus begyndte jeg pludselig at tøve. Men jeg kom frem til at det nok var bedst at gå derind, efter det tre kvarters lange skænderi med min mor, kunne jeg simpelthen ikke vende om nu. Jeg bankede på døren, og den blev åbnet. Ganske forsigtigt og meget meget langsomt... Og dér. Lige foran mig, stod... Et... Et... ”Et spøgelse!” Skreg jeg, og styrtede hen til det nærmeste træ, som jeg med lynets hast klatrede op i. ”Hjælp!” Råbte jeg, og jeg kunne se, at folk begyndte at kigge ud af vinduerne for at se, hvad det var for en åndsvag !
dreng, der forstyrrede deres aften. Spøgelset nærmest svævede hen over græsset, hen mod træet jeg sad i. Og nu var der ikke kun ét. Flere. To andre spøgelser stod i døråbningen og gloede og udsødte nogle sære, rædselsfulde lyde. Det første spøgelse, stod lige neden for træet. Hvad skulle jeg dog gøre? En bredskuldret mand med store buskede øjenbryn og et stort sort skæg kom forbi ude på vejen. Da han så mig sidde og hyle og skrige i træet, stoppede han op. ”Hvad fanden er det dog du foretager dig, knægt?” brummede han. ”Hvorfor sidder du dog oppe i det træ?” ”Der er et spøgelse!” Hylede jeg skrækslagent. ”Tre hvide spøgelser!” ”Drengen må være skør” sagde en ældre dame, der netop kom forbi. ”Der er da ikke nogle spøgelser, kun en lille grim have! Der er alt for meget ukrudt i!” Flere mennesker kom til, og til sidst stod alle og gloede på mig. ”Jamen, det passer!” forsikrede jeg ”De var der! Se, det ene står lige nedenunder træet” Alle folkene kiggede hen under det kirsebærtr!
æ jeg sad i. ”Du godeste, drengen er sandelig skør!” Sagde den bredskuldrede mand, og så gik han. Det tyndede ud i menneskemængden, og til sidst var de alle sammen gået igen. Jeg kiggede ned. Næh, der var faktisk ikke nogen. Mistænktsom klatrede jeg ned. Ikke helt tryg... ”BØH!” Jeg skreg. Jeg hylede, så det overdøvede en hver anden form for støj. Hvor blev jeg bange. Jeg for hen til træet igen, klatrede op og lukkede øjnene. Nej, nu måtte det holde op. Pludselig begyndte den gren jeg sad på, at flække. Den revnede, og til sidst, ja, så knækkede den. Jeg faldt ned fra træet, og fik et råddent kirsebær i hovedet. Så hørte jeg nogen grine. De tre spøgelser lå på jorden og vred sig af grin. Jeg hoppede ned og gik derhen. Jeg hævede mit ene øjnbryn og satte hænderne i siden, mens jeg kiggede behersket på dem. Det ene spøgelse tog... sit... hoved af! Men, det var jo ikke noget... Det var jo... Ben! Jeg gik hen og flåede maskerne af de andre... John og David! Det kunne jeg næsten !
gætte. ”Harvey, tænk at du gjorde dig selv til grin på den måde! Det var sgu sjovt!” Grinede Ben. ”Ja, du vil da ikke bilde os ind at du tror på spøgelser, vel?” Spurgte David bebrejdende. ”Nej!” Råbte jeg. ”Hvorfor skal I ødelægge aftenen på den måde, med jeres åndsvage numre? Jeg troede vi skulle se gyserfilm? Og hvorfor skulle det gå ud over mig, hva´?” John kom hen til mig. ”Harvey” sagde han toneløst, ”Det er fredag d. 13! Så har man lov til at gøre grin med hinanden! Desuden, er det fordi du er den der er nemmest at narre. Vi troede altså ikke du ville blive så bange! Vi kan vel ikke gøre for at du skulle informere hele kvarteret om, at der var spøgelser i den her have, vel?” Jeg sagde ikke noget. For det gik op for mig at han havde ret. Alt det han sagde var jo rigtigt! Hvert eneste ord! ”Næhh...” Sagde jeg undskyldende. ”Det er korrekt. Men... Skal vi så ikke se film, eller?” Jeg bed mig i underlæben. ”Hvem har sagt at vi ikke skal?” Spurgte Ben og smilede. ”Kom! Der!
er stakkevis af film der skal ses... I aften!” Og så gik vi ind. Det var gået op for mig, at intet kunne sammenlignes med venskab. Og hvis nogen spurgte mig, ville jeg ikke bytte alverdens lykke og held for den enste ting, der ikke kan købes for penge: Venner!

tilbage