ANDRE BØRNS VILDE HISTORIER

tilbage

Røde orm og Røde Due
af Marie 10 år

Røde orm og Due (det hele foregår i stenalderen))

Der var en gang en stenalderpige, som hed Røde orm.
Hun havde en bedste ven, og hun hed Due. Men Røde orm kaldte hende Røde Due. Det var hendes kælenavn.
De legede sammen hver dag. De legede skjul, og de legede en leg, de selv har fundet på, den kaldte de for Fåret. Den leg gik ud på at fange det mindste får, og den der fanger det mindste får får fåret.
Og det var altid Due der vandt. Men Røde orm vandt altid i stenkast.
Nu legede de Fåret. Røde orm løb hen til kanten af skoven. Det måtte hun ikke for sin far, for der jagede han, og han vidste nemlig, at der gik mange farlige dyr, men det havde hun helt glemt. Hun var lige ved at få fåret, men hun faldt, og nu kunne hun høre noget rasle. Foran hende stod en kæmpe bjørn, og den slog hende. Hun faldt om, men Due så det, og hun skyndte sig over og se om hun var død. Hun lyttede til hendes hjerte om det stadig bankede og det gjorde det. Hun skyndte sig hjem til Røde orms far og sagde:
”Trætop, åååh Trætop. Røde orm gik ud til kanten af skoven, og der stod den store gråhårede bjørn, og så slog den hende, og hun faldt om”. Han svarede:” Jeg må ha´ hende ind på skindet, og der skal hun ligge indtil hun vågner”. Trætop satte sig ind ved siden af hende, og tænkte på da hans kone ved navn Søflod døde, også ved at hun gik ude i skoven og hun kunne høre noget rasle, og hun kiggede bag ud og der stod den samme gråhårede bjørn.
Trætop sagde ” Jeg vil hævne mig og dræbe den bjørn. Trætop gik hen og tog sit spyd og sin bue og pil. Og nu gik Trætop ud i skoven. Han gik hen ved en busk og der stod han helt stille. Han tænkte at der ville den ikke komme forbi. Det gjorde den heller ikke. Pludselig så han den i en lysning i skoven. Trætop gik tættere og tættere hen mod den . Nu er jeg tæt på den og nu skuder jeg. SPLAT sagde det og bjørnen faldt om. Ja ja den er død og nu skal jeg hjem og havde skindet af den, og røde orm skal have æren af og ligge på det, tænkte Trætop. Og kødet skal spises. Due og hendes far Græske og hendes mor Blåmste skal være med til at spise lidt af kødet. De har også haft problemer med den. Så nu er Trætop hjemme, og nu tager han skindet af den. Han tænder et bål, og lægger kødet oven på. Imens det bliver godt, går han hen til Due og hendes familie og siger, at de må komme over til ham og Røde orm og spise den grå bjørn. Græske siger, at Due havde også snakket om at Røde orm va!
r blevet angrebet af bjørnen. Men de ville godt komme over og spise. Så gik de hjem til Trætop og spiste bjørnen, og de fik spist det hele undtagen et lille stykke til Røde orm.
Nu kommer Røde orm til sig selv og siger en lyd de alle sammen hører. Trætop hoppede over til Røde orm og sagde: ”Røde orm. Jeg har dræbt den grå bjørn, og skindet får du lov til og ligge på. Vi har spist kødet fra bjørnen, men der et stykke tilbage til dig.
Nu har Røde orm spist det sidste af bjørnen. Due siger ”se det flotte skind skal vi ikke vise det til Bjørneblad”?
I ved sikkert ikke hvem Bjørneblad er. Det er den ældste i den stamme som røde orm og Due bor i. Nu er de ovre ved ham, og spørger ”Kender du den bjørns skind”? ”Jooo, jaaaa, næjo, jo, jo, jeg kender den godt. Da jeg var 10 år var den ca.5 år, og da begyndte den at blive meget farlig. Nu er jeg 95år. Da jeg var 20 år, var jeg på jagt efter den, for den har dræbt mange af vores forfædre”. ”Jaa, den har dræbt mange. Var den også grå dengang”? spørger Due. ”Nej, dengang var den brun. Den var meget, meget flot.
”Hvem har skudt den”? spøger Bjørne blad. ”Det har min far” siger Røde orm ”Nååå har han det? Det skal du være stolt over. Der er nemlig mange der har prøvet og skyde den. Men fordi at din far blev vred, fik han kræfter og kunne skyde den”.
”La´ os gå ud i skoven”, sagde Due. ”Ja” sagde Røde orm. Røde orm og Due gik så ud i skoven.
Røde orm høre pludselig en lyd. Ugh Ugh . Røde orm siger : ”Kan du høre den lyd?” ”Jaa.” siger Due. ”Lad os kigge nærmere på det” siger Røde orm. ”Jaa, men er du ikke bange?” sagde Due ”Nej nej, det er jeg ikke. Er du da?” ”Næææ, kun lidt”. ”Så la´ os komme af sted”.
De så nogle mærkelige mennesker. De var alle sammen sorthårede og brune i huden. De havde brunt tøj på og lædersko. De boede i trekantede telte. ”Skal vi gå derind?” spurgte Due. ”Ja, det ska´vi”. De Mødte en pige. Hun sagde ”ugh”. De vidste ikke hvad det betød, men så sagde hun ”Hej. Jeg er Minimi.”. ”Hej”, sagde de. ” Skal vi lege?” spurgte Minimi. ”Mmnnn, ja det vil vi godt” svarede Røde orm.
”Min mor hedder Mikara, og min far Karako, og han er høvding. Vi er indianere. I ser sjove ud”.
”Det gør du også”, sagde Due. ”I skal møde min far og mor”, sagde Minimi.
Og så gik de hen til Minimi´s mor og far. ”Hej mor. Det her er mine venner. De hedder Røde orm og Due”. ”Goddag, små venner”, sagde Mikara. ”Nu skal I møde min far”. Så gik de hen til Karako. ”Hej far, det her er mine venner”. ”Hej, og hvad hedder I så”? ”Vi hedder Røde orm og Due”. ”Goddag”. ”Vi må desværre hjem, for ellers bliver vores forældre nervøse”, sagde Røde orm. ”Ja” sagde Due,”for der er sket så mange farlige ting her på det sidste”. ”Hej hej”, sagde de til hinanden. Og så gik de hjem.
Og så gik de hjem til sig selv. ”Far, far”, råbte Røde orm . ”Jeg har mødt nogle nye mennesker inde i skoven”. Samtidig råbte Due til sin far og mor: ”Far, mor, Røde orm og jeg har været inde i skoven, og der mødte vi nogle mennesker. De kaldte sig for indianere. ”Nå, var de ikke farlige”? ”Nej, overhovedet ikke”.
Den aften sad Røde orm og Due ved bålet og snakkede om alle de ting der var sket. Og om hvad der mon ville ske næste dag.

Der kommer måske flere kapitler

tilbage