Hjælp!
Det er næsten mørkt udenfor. Gade-lygten ulmer, og træerne
i haven gynger som to spøgelser. Inde i stuen mumler tv'et.

Jeg sidder ved mit bord,
og mine fingre skriver løs på tasta-turet.
Jeg aner ikke, hvornår det begyndte. Jeg ved bare, at det gik stærkt. Og at jeg må
se at få skrevet det på computeren, før jeg begynder at gå i søvne eller noget andet
sært.
Det er snart et par måneder siden. På en måde startede det med, at baron Falkas
dia-manter blev hugget.
Men først skulle Pi, Gritt og jeg på ferie hos farfar. Han bor i en by, som hedder
Valing. Nej, torsdag nat før ferien havde jeg mareridt og vågnede med et sæt.

Jeg lå midt i lyset fra månen. Mine cowboy-bukser flød på gulvet. Ved siden af lå
den stak bøger, der skulle afleveres på skolen.
Jeg satte mig op i sengen, trak vejret tungt.
Jeg havde lyst til at tude.
Mareridtet hang stadig i min krop - dybt inde i hjertet og maven. Jeg havde drømt
om Tubbe og Tajs: De havde stået og ventet på mig på vej hjem fra skole.
Bare ventet. Og de havde grinet hånligt. Som i virkeligheden.
Men det var jo en drøm! Jeg blev ved med at sige det til mig selv: Det er bare
et mareridt, Malte. Tag det roligt!
Og så gav telefonen på nat-bordet et klik. Jeg flåede røret af, før hele huset
vågnede.
Jeg svedte. Men mine tæer var kolde som is.
Først kunne jeg ikke høre noget, fordi det susede så meget. Ja, det lød som om,
han eller hun var ude. Men med ét blev stemmen tydelig:
"Hjælp! Er det ... hjælp."
Jeg klemte røret mod øret, fordi ordene atter var ved at drukne i støj. Men jeg
havde hørt nok til at være sikker på, at det var
ham. Og hvem andre fandt på at
ringe midt om natten: ’1.58’ stod der på mit vække-ur. Jeg trak vejret dybt:

"Hvor er du, farfar? Hvorfor er du ude midt om natten?"
Der kom mere susen og hylen fra mobil'en. Han sagde noget, men det meste af det
kunne jeg ikke høre:
"De ... her ... tysker på kirke-gården."
"Hvad siger du, farfar? Hvad er det med en tysker?"
"Grav-røver ... lys på kirk ..." Han blev afbrudt af et brag, og det lød som om
han var ved at blive kvalt.
"Farfar? Farfar svar! Hvor er du? Sig noget, farfar!"
"Hjælp ... åh, så hjælp mig dog, for satan."
Jeg gyste.
Og nu duttede røret bare.
Resten af natten sov jeg ikke. Og næste morgen prøvede jeg at få fat i ham:
Jeg ringede til hans almindelige telefon, der viste sig at være lukket. Han
havde nok ikke betalt den. Og mobil'en virkede heller ikke. Den havde mor
og far givet ham, efter at farmor var død. For at han ikke skulle føle sig
for ensom.
Men jeg sagde ikke noget til mor og far: De ville bare blive bange og sige,
at vi måtte se at få ham ind-lagt. Det havde han været to gange før. Og dér
havde han fået noget medicin, som gjorde ham mere rolig, havde over-lægen sagt.
Men jeg syntes nu, det fik ham til at ligne en zombie.
En meget trist zombie!
Men så længe han tog det, fik han da lov til at være i fred. Og til at bo for
sig selv.
Farfar havde det bedst med, at der skete lidt. Det med kirke-gården var nok
bare et forsøg på at skabe lidt spænding, før vi skulle ned til ham i ferien.
En fugle-edder-kop på kinden
"Der har vi Malte And," lød Tubbes høje stemme på lang afstand. Cyklen slingrede,
og hans bror, Tajs løb ved siden af. "Så And prøver at stikke af. Det var dumt, rigtig dumt."
Jeg havde ikke prøvet at stikke af. Det ville være alt for farligt.
De nåede hen til mig, og Tajs tændte en ciga-ret. Han lignede en kick-bokser med sin flade næse.
Han gad ikke engang se på mig.
Tubbe kørte ind i mig. Han sprang af cyklen og lod den falde. Hans arme i den hvide T-shirt strittede.
"Det var dumt at skubbe til skole-afslutningen." Han så ned på mine sko. Nr. 45. "Malte And!"
Jeg ville sige noget. Men det var svært. Min tunge sad fast i ganen.
"J-jeg skulle købe ind for min mor." Jeg kunne godt høre, hvor dumt og fejt, det lød.
"Nå, så det skulle du, Malte And." Tubbe så på skole-tasken i min hånd.
Hans øjne lyste ondt. "Så er din taske nok fuld af ost og vaske-pulver. Den må være tung i dag."
Jeg trak vejret dybt. Tænk, hvis man slog ham med knyt-næve lige i fjæset. Hvis man turde. Jeg gøs.
Og så trådte Tubbe til side. Kick-bokser-Tajs gik uden videre hen og jog kloen ind i maven på mig.
Al luft var væk, og jeg faldt sammen. Jeg hev efter vejret. Men mit raseri blev ikke til andet end
et par snøft. Tårerne stod ud af øjnene.
"Du skulle ikke have skubbet," skreg Tubbe ude af sig selv af skade-fryd. "Hvis du gør det igen,
får du så mange bank. Ja, rigtig skide mange bank."
Så ramte dåsen med makrel ham under næsen.
Da Tubbe faldt, fik jeg øje på Pi: Hun stod fem meter bag mig, og hendes lille krop dirrede.
Hun ledte i indkøbs-nettet efter endnu en dåse. Hendes blik bag brillerne var dybt koncen-treret.
Tubbe lå på ryggen på gaden. Han græd.
"I m-må ikke slå," sagde Pi med tynd stemme. "I l-lader min store-bror være."
Hun rømmede sig og ledte videre.

Og et sekund efter lå Tajs på maven ved siden af Tubbe med Gritts cykel over sig. Hun var
kørt ind i ham bagfra for fuldt drøn.
Pi skyndte sig at smide posen og løbe hen og sætte sig på hans ryg. Hun fik låget af det glas,
hun havde i hånden. Hun rystede noget ud. Noget sort og loddent.
Hendes fugle-edder-kop!
Hun havde nok fået lov til at tage den med i skole, fordi det var sidste dag.
Hun holdt den ned foran Tajs' ansigt.
"I m-må ikke slå," gentog hun. Hendes engle-hår duvede. "Så bider Miver dig."
Og Gritt trak cyklen fri og satte den på støtte-benet et par meter væk. Hun ville
aldrig drømme om at svigte vores lille-søster.
Hun tog pumpen og gik hen til Tubbe. Hun pustede en tot brunt hår væk fra sit
ansigt og satte sig på hug ved siden af ham. Fregnerne lyste.
"Det kan du altså ikke være bekendt." Hun stak til hans skulder med pumpen.
"Det er fejt at slå på sine klasse-kammerater. Især når man får ens store-bror til at hjælpe sig."
Tubbe svarede ved at tude endnu højere.
Jeg gik hen til dem.
"Åh." Tajs var bleg og så stift på edder-koppen. Men Pi's blik bag de store briller
blev bare endnu mere dybt. Hun lod Mivers ene ben kilde ham i øret:
"Lig så stille. Ellers b-bider han."
"Hvis jeg var jeres lærer, ville jeg sørge for at få talt ud om tingene." Gritt stak igen til Tubbe med pumpen.
"Hvad med næste gang I har klassens time? Så kan du og Malte tale sammen i stedet for at slås."
"Lad os gå hjem." Jeg havde mest lyst til at daffe Tubbes hoved et par gange ned i for-tovet.
Bare for en ordens skyld. Og Gritt måtte for min skyld gerne bruge Tajs fast som cykel-stativ.
"Slip ham nu, Pi. Du ved godt, den edder-kop er røv giftig."
Tajs kom med et dybt suk.
"Lover du så, at du taler med din klasse-lærer efter ferien?" Gritts pumpe dirrede.
"Skat, jeg tror altså, det er bedst, hvis du kommer Miver ned i glasset."
Pi så på os - trak så edder-koppen fri af Tajs' øre og næsten faldt for at komme væk fra hans ryg.
Jeg holdt øje med Tubbe og Tajs. Men de prøvede ikke på noget. Puha.
Gritt rejste sig også og gik hen til sin cykel. Og først da lagde jeg mærke til,
at den var fyldt med poser og kom i tanke om, at mor havde bedt os købe ind.
Farfar havde aldrig noget i køle-skabet.
Køb eller lån en Vild-bog
(papirbog, e-bog eller lydbog)