tilbage

Mystikkens verden
af Susanne S. D.

Bella kastede skoletasken fra sig og smed sig på den store dobbeltseng. Mens hun lå og stirrede op i loftet, tænkte hun på det hun lige havde oplevet. Hjertet sad stadig helt oppe i hendes hals og hamrede som vanvittig. Hendes mave nærmest boblede af fryd og hun måtte bide i en pude, for ikke at komme til at skrige. \"Vidunderligt\", ”endelig” og \"sikke en fantastisk og mystisk dag\" blev ved med at poppe op i hendes hoved og forstyrre, så hun ikke kunne koncentrere sig. Bella rullede om på maven og satte sine briller på ret køl igen. Endelig! Der skete faktisk noget i Bredgade. Bredgade var bare en lille flække i det danske land og havde aldrig gjort sig fortjent til at blive sat på et danmarkskort. Men nu! Ja nu kunne alt meget vel blive anderledes. Bella fik en voldsom trang til at hoppe og springe af glæde, så det gjorde hun - dvs. lige indtil hendes storebror stemme steg op, nedefra køkkenet: \"Hva\' fan\' er det du tror du laver, tøs?!! Vi andre kan ikke høre en hujen!
de fis, når du vælter rundt, deroppe!\" Bella fattede sig det bedste hun havde lært og satte sig ned på sengen, der så ud som om den kunne falde sammen hvert øjeblik. En pludselig tanke kæmpede sig vej ind til Bellas hjerne der var blevet lidt konfus. \"Jeg må da fortælle det hele til Jim!\" Jim var Bellas bedste ven i femte klasse - eller eneste. På en måde var Bella altid blevet holdt udenfor, fordi alle sagde hun var sær, men det var Bella ligeglad med. Faktisk kunne hun godt lide at være alene. Men nu skulle Jim i hvert tilfælde have af vide, hvad hun havde oplevet, så Bella skyndte sig nedenunder og hentede sin cykel i garagen.
I løbet af to minutter havde Bella cyklet de 5 km hen til Jim og hivende efter vejret og blå-lilla i hovedet, skyndte hun sig af stille cyklen op ad muren og ringede på. Få minutter senere lukkede en dreng med lyst hår og blå øjne op. Han var klædt i lys T-shirt og shorts i modsætning til Bella, der altid gik i sort og altid var dækket fra top til tå.
\"Hva\' er der sket med dig?\" spurgte han spørgende og så bekymret på Bella, der næsten var gået i knæ af udmattelse.
\"Ikke tid at forklare.. op på værelse.. fortælle..\" fik hun forklaret. Jim førte an op ad den snoede vindeltrappe og ind på sit værelse. Bella faldt sammen i en sækkestol og gjorde fagter til Jim om at lukke døren. og først da døren var lukket begyndte Bella at fortælle..

2)
Det begyndte faktisk allerede for en uge siden. \"Hvad begyndte?\" spurgte Jim nysgerrigt. \"Altså vil du gerne høre historien eller hvad?\" Jim nikkede.
For en uge siden fik jeg det første tegn. Det var efter aftensmaden og jeg var faldet i søvn over mit skrivebord. Jeg havde siddet og skrevet i lang tid på den stil vi havde for. Nå, men jeg lå jo og sov, men så blev jeg pludselig vækket. Jeg kunne høre den smukkeste fløjtemusik. Det var meget muntre melodier og jeg følte helt at jeg blev lykkelig og kunne svæve. Jeg fik billeder af skove og søer og små landsbyer i mit hoved. Der herskede fred og jeg kunne næsten høre lyden af græsset, der svajede i den stille brise.
Hvor længe jeg lyttede til musikken, ved jeg ikke, men jeg må have sovet, for med et sæt, vågnede jeg og så var det lyst udenfor.
\"HA! Du havde da bare sovet hele tiden, Bella!
Med øjne der kunne have slået en kæmpe til jorden, fik Bella Jim til at tie.
\"Jeg er ved at fortælle, ok?\" Uden at vente på svar fortsatte hun.
Jeg troede også først det havde været en drøm, men to dage senere skete der noget igen. Jeg var lige vågnet om morgenen og skulle til at stå op, da jeg kunne dufte noget. Der duftede af dugvådt græs, men jeg var jo inde på mit værelse og vi bor i byen, så der var intet græs i nærheden. Jeg kunne også lugte noget andet. Det lugtede lidt som hest, men så alligevel også som menneske. En blanding af hest og menneskesved, mmmm... ikke SÅ lækkert igen. Mens jeg lå i min seng og havde hovedet fuldt af dufte, glemte jeg fuldstændigt tid og sted. Min mor kom op og hev mig ud af sengen og gav en ordentlig skideballe. \"Det var den dag, du kom for sent i skole, ikk\'?\" Jo det var, men lad mig nu fortsætte. Det bliver mere spændende og mystisk. Dagen efter sad jeg og så tv, da jeg pludselig mærkede noget mod min kind. Jeg blev ikke forskrækket, mere beroliget og jeg slappede fuldstændigt af. Mine arme og ben blev vægtløse og jeg lukkede øjnene. Jeg følte det som om jeg forsigtigt blev !
trukket gennem vand. \"Lad mig gætte, du vågnede op og fandt ud af at du bare havde drømt.\" Jim nu skal du altså til at passe på, advarede Bella. Jeg sov ikke, så jeg kunne heller ikke vågne op, men jeg åbnede mine øjne var det som om der var nogle smukke kvinder, der dansede for mit indre blik. De var klædt i løse klæder, der var så hvide at de næsten var gennemsigtige. Kvinderne mindede lidt om elvere. De var meget spinkle og havde langt glansfuldt hår i alle farver. De dansede rundt om en stor høj, beklædt af græs. Deres ansigter var sørgmodige og jeg mærkede selv et stik i hjertet og blev trist. På samme måde, som de andre gange slog jeg øjnene op, uden at have sovet og opdagede at min familie allerede havde spist aftensmad. Igen var tiden bare fløjet af sted.
Dagen efter ventede jeg med længsel på at der skulle ske et eller andet, men jeg ventede forgæves. Jeg havde besvær med at sove, og da jeg endelig faldt i søvn, havde jeg mareridt. Jeg drømte at..
\"Det kan da være lige meget hvad du drømte. Lad os nu bare komme til pointen.\"
Er det dig eller mig, der fortæller? nærmest spyttede Bella. Hendes hudfarve var ikke mere lilla, men nærmere hvid og hun så syg ud, som om hun havde feber.
I to dage gik jeg og ventede. Jeg forsøgte at være åben. At lytte til det mindste tegn. \"Du var fuldstændig umulig at få kontakt med, mener du.\" Mumlede Jim, men Bella hørte ham ikke.
Jeg gjorde alt, for at hjælpe. Alt, men fik man noget svar, nogen tak?!
Bellas øjne var blevet store og bulede ud af hendes hoved. Jim trak sig længere væk fra hende. Ikke fordi han var bange, men lige for en sikkerhedsskyld.
Mareridtet! Råbte Bella igen og sendte Jim op i vindueskarmen.
Jeg drømte at alt var blevet rødt. Lige meget hvad jeg så var det overmalet med rødt. Jeg tror jeg bed mig i tungen, for jeg kunne smage blod, det var som om det flød sammen med alt det røde, og jeg var lige ved at blive kvalt. Heldigvis ringede mit vækkeur og jeg vågnede med et sæt. Der var ikke noget i vejen med min tunge og den røde farve var forsvundet. Resten af dagen forløb fuldstændig normalt.
I dag hørte jeg så musikken igen. Fløjterne spillede melodier så sagte, at jeg måtte lytte rigtig godt efter. Og mens jeg lyttede kom elverkvinderne til syne igen. De dansede til musikken og rundt og rundt. Hurtigere og hurtigere. Hvirvlende i cirkler, så deres kjoler stod ud fra deres spinkle kroppe. Så kunne jeg dufte hest igen. Inde fra græshøjen kom to kentaurer. Den ene var hvid som sne og den anden kulsort. Menneskedelen var en mands og håret var samme farve som hesten. Sort eller hvid.
Det var det sidste jeg hørte, så og duftede, for så åbnede jeg øjnene og stod udenfor vores bagdør.
Jim nikkede. Han ville egentlig gerne høre mere. Bella så mere rolig ud nu, faktisk så hun ud som om hun sov. Hendes øjne var lukkede og hovedet med det viltre, sorte hår lå op ad væggen. Hun trak vejret roligt, faktisk kunne han næsten ikke se hendes magre brystkasse hæve og sænke sig. Grebet af panik skulle Jim til at hente sine forældre, da Bellas hoved rullede forover og hun sagde, med en dyb stemme, der slet ikke var Bellas: \"Jeg hører musik igen.\"
Og Bella hørte musik, smukkere end nogen sinde, og elverkvinder dansede så enhver der så dem, måtte tage sig til hjertet af sorg. Igen kom Den sorte og hvide kentaur ud af den store grønne høj. Hurtigere og hurtigere gik dansen og musikken fulgte trop. Indtil den store gravsten blev rullet for, højens åbning, af kentaurerne. Derefter var alt stille som døden.


tilbage