tilbage

Slaraffenland
af Katja

Det jeg nu vil fortælle er historien om Slaraffenland. Der er mange, der siger at det virkelig findes, men til jer der ikke lige ved hvad det er får i det at vide nu: Det er et sted hvor mange mennesker drømmer om at komme hen når de er bange eller kede eller sure eller i knibe. Et sted hvor solen altid skinner og alle er glade og alt er gratis og der er ingen krig. Slaraffenland er et pardis kan man kalde det. Men nu skal historien begynde:
Det hele starter i en kæmpe by. Det er ikke i slaraffenland. Men en ganske normal by i Amerika. Den hedder New York. Der er altid fyldt med masser af mennesker og der er gang i den. Men tro nu ikke at det bare er et sted hvor man hygger sig….
Næh nej! Der er også fyldt med politi og det larmer næsten hele døgnet rundt. Og det er ikke særlig sjovt syntes Ravnhild, som bor i lejlighed på 4 sal. Hun er en pige på 12 år. Hun kigger tit ud af vinduget og kigger på alle de biler og mennesker der er. Og hører på larmen. Og kigger op på himlen. Hun drømmer om at komme et sted hen hvor intet er så dyrt som det er nu. Og hvor der er stille og der ikke er politi. Men hun kan aldrig finde ud af hvad det sted hedder. Men en dag skete der noget. Ravnhild var på vej ned i en butik for at købe en fødselsdagsgave til sin mor. Der var 3 uger til, men Ravnhild ville gerne købe den i god tid. Hun gik ind i en butik hvor man kunne købe parfume, creme, make-up og alt det der. Herinde måtte man da finde noget tænkte Ravnhild. Hun var nær lige gået ind i butikken da en lille bitte mand med langt skæg, som nåede helt ned til hans fødder og store mørke øjne. Han var højeste en meter ca. Ikke ret meget af en gammel mand. Han lignede næste!
n en dværg. Det gjorde han faktisk. Men han kom hen til Ravnhild. Hej. Jeg ville bare lige sige at du ikke skal købe noget som helst her. Og heller ikke andre steder. Hviskede han. Ravnhild så underligt på ham. Jamen hvor skal jeg så købe en gave til min mor henne sagde hun. Den lille mand så på hende. Sig mig er du dum ? spurgte han. Nej jeg er ej, sagde Ravnhild fornærmet. Så sagde han i slaraffenland selvfølig. Der er alle ting gratis, alle er glade, solen skinner og ingen er fattige og ingen krig. Der kan du købe en gave til din mor. Eller rettere finde. Det er det perfekte sted. Ravnhild så helt forkert ud. Men så sagde den lille mand: tror du ikke på mig?
Ravnhild tøvede lidt. Det gjorde hun jo engentlig ikke. Men det havde hun ikke lyst til at sige til den lille mand. Så hun sagde: jo da. Men så vil jeg bare vide hvordan kommer jeg til det der sted? Slaraffenland sagde den lille mand. Ja nemlig sagde hun. Det er en hemmelighed, men hvis du vil med til Slaraffenland så mød mig her. Lige ude foran butikken kl 24.00. og med de ord forsvandt han. Ravnhild stod tilbage. Tog han gas eller mente han det? Hun begyndte at gå hjemad. Slaraffenland. Tænkte hun hele tiden. Det var det ord hun aldrig kunne komme på. Og hvis det fandtes lød det jo heller ikke, som noget dårligt sted at være. Da hun var nået op af alle trapperne og ind i lejligheden råbte hun lige at hun var hjemme. Det gjorde hun altid. Men ingen svarede. Så kom hun i tanke om at hendes mor og far først kom hjem næste dag. Hun gik ud i køkkenet for at spise den aftensmad hendes mor havde sat frem til hende. Bagefter gik hun ind og så TV og til sidst tog hun noget slik!
og gik på sit værelse. Hvis ikke den lille mand var fuld af løgn så fandtes det. Hun lå længe og tænkte. Til sidst satte hun vækkeuret til kl. 24.00. og lagde sig til at sove. Jeg gør det sagde hun. Og så sov hun. Men i mellemtiden var den lille mand oppe i et højt, højt tårn. Ja herre. Jeg tager en lille ven med til Slaraffenland kl. 24.00. Men hun tror at jeg er en skør lille mand. Men at jeg i virkeligheden er en ond dværg. Og hun ved heller intet om hvores onde plan om at overtage slaraffenland og gøre det til et mørkt og dystert sted. Og hun ved heller ikke, at man ikke kan komme ud af Slaraffenland uden en af ildfulgens fjer.
Okay. Sagde en mand med sort kappe og hætte på så man ikke kunne se hans ansigt. Og en klo havde han også. Han så ikke lige frem rar ud. Men uanset hvad der sker så slip hende ikke ud af syne. Det kan jo være at hun finder ud af et eller andet med denne onde plan. Det lover jeg herre sagde dværgen. Men jeg må løbe. Nu den er snart 24.00, og så forsvandt den lille dværg. Men hjemme hos Ravnhild havde uret lige ringet. Hun tog sit tøj på og gik ud i køkknet for at lægge en seddel til sin mor og far hvis nu at de var hjemme før hende. Hun fandt en blyant og skrev: hej mor og far. Hvis jeg ikke er hjemme skal i ikke være bange. Jeg er bare lige med en ven på tur. Men jeg kommer sikkert snart. Hilsen Ravnhild.
Hun gik ud for at tage en jakke på og sko og så satte hun seddlen på døren og gik. Da hun var nået hen butikken stod den lille mand der. Når sagde han. Jeg kan se at du vil med. Ravnhild nikkede. Hun følte sig alligevel ikke så tryg ved det. Der var ingen mennesker. Den lille mand sagde at hun skulle lukke øjnene. Og så gjorde hun det. Hun kunne høre den lille mand sige en masse ord. Og kunne mærke meget luft. Der var en masse lyde. Men lige pludselig blev der helt stille. Åben dine øjne sagde han. Og velkommen til slaraffenland. Ravnhild så sig omkring. Der var faktisk lige tilpas mange mennesker. Og alle var glade og rundt omkring var der boder. Men ingen stod ved dem. Og det var fordi at alt var gratis. Og folk gik bare og tog det de ville have. Solen skinnede. Og det var varmt. Der var ikke meget larm. Og der kørte ingen biler. Det er sted er bare for fedt sagde Ravnhild. Ja, ja sagde den lille mand. Men kom nu. Vi skal finde din mors gave. Ja sagde Ravnhild glad. Der v!
ar så mange ting. Jeg skal øm….lige ringe til en ven sagde dværgen. Men bliv her ved boden. Ja , ja sagde Ravnhild. I virkeligheden gik han ud og ringede til hans herre. Ja Herre. Jeg har fået hende med til slaraffenland. Ja, ja jeg skal nok få hende til ikke at finde ud af planen. Det har jeg jo også lovet. Jeg må lægge på nu for nu kommer hun! Når. Fik du ringet spurgte Ravnhild. Ja da. Svarede den lille dværg. Men kom vi skal videre jeg syntes at du skal se den største by i slaraffenland. Det vil jeg meget gerne. Sagde Ravnhild glad. De gik hen til et stort skilt, med en hestevogne på. Og der kom en hestevogn kørene. De steg op på den uden at betale. Til Slaraffenland Centrum sagde den lille dværg. De kørte og kørte. Men det var slet ikke kedeligt for Ravnhild. Hun kiggede hele tiden med store øjne på alt og alle. Den lille dværg kunnne ikke se det sjove. Han var jo også vant til at se det. Pludselig vændte Ravnhild sig om for at se efter nogle børn der sjippede. Men !
en mand bag hende skyggede for dem. Han gik sort klædt. Man kunne ikke se hans hovede og han havde en klo. Det var den onde Herre. Men det vidste Ravnhild jo ikke. Hun blev bange og puffede til den lille dværg. Øh…øm stammede hun. Hvem er det der sidder bag os hviskede hun med rystene stemme. Den lille dværg vendte sig om. Han vidste det godt i forvejen at hans Herre villle sidde der. Når ham. Han er bare en der er klædt ud. Han blikede til ham. Når men nu stopper vi snart. Og det gjorde de. Nu skal vi af sagde han. De gik ud af hestevognen. Ravnhild gik foran den lille dværg. Så den lille dværg nemt kunne sige noget til sin Herre. Jeg lokker hende snart i en fælde og får hende låst inde og så kan vi overtage Slaraffenland. Men det kan vi jo først når hun er låst inde for man skal først ha´ fanget en fra virkeligheden. Ja ja lille dværg men skynd dig sagde Herren. Da alle var ude af hestevognen kørte den videre. Kom så sagde han. De gik sammen ind til et stort slot. Det!
var engentlig lavet om til et hotel sagde dværgen. Men i virkeligheden løj den lille dværg. For i virkeligheden var det en fangekælder. De gik ind af en stor port. Der var koder på. Men dem kendte den lille dværg. De gik ind. Her er da ikke nogen sagde Ravnhild. Jo, jo vi er bare tidligt på den. De fleste kommer først senere. Ravnhild kiggede sig om kring. Der var nogle stearinlys på væggne og ellers var der helt mørkt. Pludselig fik Ravnhild en stor sæk over hovdet og alt blev sort for hende. Hun vågnede op i et lillle mørkt kælderrum. Der var tremmer for vinduet og en stor hængelås. Hun var fanget. Der lå et par knogler rundt omkring i rummet. Pludselig kom en sort mand hen mod døren. Det var ham fra hestevognen! Tænkte Ravnhild. Han grinte ondt og sagde. Jamen det er jo et menneske fra virkeligheden. Ravnhild var både gal og ked af det. Men så skete der noget for Ravnhild, som hun ikke havde regnet med. Ved siden ved manden stod den lille dværg! Hvad sker der? Sagde Ra!
vnhild forvirret. Ser du. Begyndte manden. Det har hele tiden været planlagt hele tiden. At den lille dværg skulle lokke dig i en fælde for at vi kunne overtage Slaraffenland og gøre det til et mørkt sted med slavrer og fattige mennesker. Og jeg skal være deres Herre. Nu grinte han højere end før. Men det vi skal bruge er noget som du har. Og det er din halskæde. Min halskæde udbrød Ravnhild. Ja for i den er der en stor magt. Og vi skal bare lave lidt om på den og så er den perfekt sagde den onde mand. Så du har løjet for mig hele tiden sagde Ravnhild til den lille dværg. Ja det har jeg faktisk sagde han glad og stolt. Ravnhild var lige ved at græde hun ville bare hjem. Men hun ville ikke give op. I morgen overtager vi Slaraffenland. Og så gik den lille dværg ind til Ravnhild og hurtigt som et lyn tog han hendes halskæde og gik ud og låste. Vi ses imorgen sagde han. Og døren blev smækket i med et brag. Nu græd Ravnhild. Hvad var det hun havde gjort. Nu var hun helt alene. !
Men pludselig var der en lille bitte stemme som sagde. Bare rolig vi kan hjælpe dig. Ravnhild kiggede op og der stod over 30 mus. Hun tørrede tårrene væk. Jamen kan i da det. Ja da sagde de små mus. Jeg hedder Dina sagde den forreste mus og jeg har en gruppe her som vil hjælpe sagde Dina og pegede på de andre mus. Jamen tusind tak sagde Ravnhild. Hvordan kan jeg takke jer. Det er ikke noget. Sagde Dina. Vi hugger da bare halskæden fra de tabere og giver den til dig. Og det bedste er at vi ved hvordan du kan komme hjem. Ravnhild lyste af glæde. Vi skynder os op nu og tager halskæden også kommer vi her ned. Okay sagde Ravnhild. Og så løb de små mus ud mellem tremmerne og op af alle trappperne. De løb lige ind i et værelse og der var de. Dværgen med halskæden og den onde mand. Da stillede sig i en rundkreds og lagde en plan. Vi bliver nød til at rede hvores land og pigen. Da de havde lagt planen stilte de på sig på deres pladser. Klar? Nu! Råbte Dina så højt hun kunne og over !
30 mus begyndte at bide dværgen i benene. Det gjorde så ondt at den lille dværg tabte halskæden og skreg og græd. Dina så halskæden på gulver og piftede på musene. Og sammen stak de af med halskæden. Manden så det og fulgte efter dem. Kom tilbage med den halskæde klamme dyr. Klamme dyr! Var det, det de blev kaldt af ham. Det ville musene ikke finde sig i.De pilede afsted ud og ind mellem den onde mands ben. Og til sidst faldt han om på gulvet. De løb videre. Og til sidst kom de til Ravnhilds fangeskab med halskæden. Ravnhild blev så glad at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. hun takkede så mange gange. Også var det Ravnhilds tur til at have en plan. Kan i ikke hente det der stykke ståltråd der ligger derhenne ? spurgte hun. Det var hurtigt gjort og så stak Ravnhild den ind i nøglehullet. Drejede et par gange også var døren åben. Godt sagde Dina. Men prøv at høre. Vimse, Clara, Casper og Søvnig. I tager de her håndjern og får dem på de onde. Den klare vi. Også pilede de af!
sted. Og alle jer andre løber også op og sørger for at de onde kommer ind i et fangeskab. Nu var det kun Dina og Ravnhild der sad tilbage. Hvordan er det entelig gået til at du kom her? Spurgte Dina. Også forklarede Ravnhild hele historien. Hold da op sagde Dina til sidst. Ja sagde Ravnhild. Pludselig kom alle musene tilbage. De onde er bag lås nu. Med håndjern og det hele. Så der bliver de ihverfald i et stykke tid. De jublede alle sammen. Når sagde den ene mus til sidst. Nu skal du nok også hjem. Ja det må jeg nok sagde Ravnhild. Men hvordan? Man skal ha´ en af ildfulgels fjer. Men det er faktisk rigtig heldigt for sådan en har jeg lige her. Sagde Dina. Og trak en ildrød fjer frem. Den skal man bruge. Ravnhild ville gerne hjem men hun var ked af at skulle sige farvel til musene. Hun gav dem alle en efter en et knus. Farvel og tusind tak for hjælpen. Jeg ville aldrig have klaret det uden jer. Og jeg ville savne jer! Ja vi ville også savne dig. Sagde alle musene. Luk øj!
nene sagde Dina. Også kunne Ravnhild høre en hel masse lyde og mærke luft. Præcis som da hun skulle ind med dværgen i Slaraffenland. Pludselig blev der helt stille og hun åbnede øjnene. Hun stod midt inden på sit værelse. Jeg er hjemme. Sagde hun. Jeg er hjemme igen. Hun skreg hun af glæde og dansede af glæde. Pludselig bankede det på døren. Ravnhild lukkede op og der stod hendes mor og far. Vi håber ikke at du har kedet der i så lang tid. Sagde de. Nej sagde Ravnhild. Jeg har været ude og oplevet lidt af hvert. Sagde hun med et smil. Men hun fortalte aldrig om eventyret i Slaraffenland til nogen.



Slut.

tilbage