tilbage

Reglerne
af Peter Andreas

Martin kikkede på flaskerne med de forskellige væsker. Hans mester, den store troldmand Rastagar, havde sagt at Martin selv skulle finde ud af hvad han kunne lave med dem. Det kildede i Martins mave, for første gang havde Rastagar haft tiltro til ham. Han huskede tydeligt dagen, han blev taget fra sine forældre. Det var en varm sommerdag, hans mor havde sagt, at en fin herre ville kikke på ham. Martin forstod ikke hvad hun mente. Han var jo kun 3 år den gang, så det han mest tænkte på, var at hans far havde fået ny bil. men da Rastagar endelig kom, forstod Martin ordet kikke. Troldmanden undersøgte drengen, som om han var en læge, der var ved at opdage en ny sygdom. Martin var en meget genert dreng, så han havde det ikke rart med det, han brød sig ikke om at være centrum, ikke engang når det galte familien. Da han stadig boede hjemme hos sine forældre, delte han værelse med sine tre søskende. Han forholdte sig altid i baggrunden, og det gjorde hans mor meget bekymret. Derfor!
spurgte hun efter Rastagar, da en troldmands arbejde krævede meget snak med mennesker. Rastagar havde accepteret tilbudet, og den næste dag undersøgte han, om Martin var god nok til jobbet. Efter en masse mumlen, let slåen med stokken og grynten fra Rastagars side, betalte Rastagar hende et par håndøre og sagde tak. Troldmænd havde til opgave at hjælpe med alle de slags ting, som normale mennesker ikke kunne klare, de var også skyld at de fleste opfindelser kom til denne verden, de var alt, og de havde masser af magt. ”Vi har specielle kræfter og dem skal vi bruge ordentlig,” hviskede Martin for sig selv, ordene var banket ind i hans hjerne, da Rastagar hele tiden sagde det, når de skulle af sted på et ærinde. Rastagar var en mand med humør svingninger, som en forkælet teenager. Den ene dag kunne han være glad, som en mand der havde vundet en million pund, en time senere kunne han være så modbydelig, at selv gribbene må flyve væk af bare forargelse. Rastagar var en mand, so!
m selv kunne gøre en psykopat forvirret, og Martin skulle leve med ham hver dag. Martin kunne godt se, at den undervisning han havde fået, ville hjælpe ham i sidste ende, men efter 10 års undervisning havde han kun lært en besværgelse, men 3773 regler om hvornår han måtte bruge besværgelser, hvornår det krævede en eliksir, hvornår han måtte blande sig, hvornår han måtte gå på toilettet, hvornår han skulle kikke den anden vej og så videre. Martin troede at hans hoved snart skulle sprænges af bare regler, men for første gang fandt han undervisningen spændene. Rastagar havde givet ham lov til at bruge magi uden opsyn, vel og mærket han aldrig nogensinde havde prøvet. Troldmanden eller knarken, som Martin altid kaldede ham i sine breve til hans familie, havde givet ham til opgave, at skabe en eliksir ud af de ingredienser, som Martin havde fået stillet til rådighed. Han havde også fået nogle bøger hvor han kunne få hjælp at hente, men Martin gad ikke at bruge dem. Han ville vise!
, at han havde talent. Desuden, hvor svært kunne det være? Martin tog fat om en oval formet flaske. Flasken var klæbrigt og indeholdte en gul væske, det var nok equadornektar. Han hældte det i en skål lavet af egetræ, eller hældte var nok ikke det bedste ord. For væsken var tykkere end sirup, og lugtede værre end et fugle skræmsel lavet af lort fra en elefant med diare. Væsken flød på bunden af den store skål og startede et fundament til den eliksir Martin ville lave. Han tog en flaske og en til, en mere endnu en, Martin kunne ikke stoppe, før eller senere måtte der ske et eller andet. Da han til sidst hældte en rød væske der lugtede af saltlakrids ned i skålen, begyndte væsken, der var ved at blive lilla, at syde. ”Når væsken tager handling betyder det at den er færdig,” reglen kørte langsomt i Martins hjerne og han stoppede. Virkede den? Eller var det bare en fuser ligesom sidste gang. Martin håbede i vært fald at det virkede denne gang. Han lod væsken blive langsomt hældt!
ned i en flaske fra skålen og satte en prop på flasken. Den lugtede ikke rigtig af noget, var det et godt tegn? Han måtte prøve væsken på et eller andet. ”Lad aldrig dig selv være forsøgs kanin, brug en dranker eller en tigger, dem har verdenen ikke brug for,” ordene slog Martin i ansigtet, han havde aldrig syntes om at lade mennesker være forsøgskaniner, men nogen skulle jo være det. Da kom han i tanke om at knarken havde nogle snegle i et bur, åbenbart som ingredienser til eliksirer. Adhr! Han hadede snegle, især dem uden skjold, han havde bestemt ikke noget imod at en snegl skulle bryde ud flammer, fordi hans eliksir var blevet til verdens bedste tændvæske. Martin kikkede rundt i det støvede rum, de kolde stenmure gav rummet en uhyggelig aura, som tit havde været skyld i Martins dårlige humør. Han kikkede op på en hylde, hvor et lille metal bur stod. Han kunne ikke nå derop, så han tog sin træstol, som ikke havde noget ryglæn, og satte den lige overfor hylden. ”Forbandte!
t være min højde,” sagde han irriteret, og greb fat i buret. De halvstore snegle, gav Martin en ubehagelig brækfornemmelse. Han satte buret på det halvmugne bord, som havde tjent knarken i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Martin tog flasken i hånden og prøvede at hive proppen af flasken. ”Hvorfor satte jeg den på?” Tænkte han og bandede lidt over sig selv. Proppen røg af med et ordentlig ”pluk!” og fik Martin til at miste balancen. Flaskens indhold bølgede op af siderne, men Martin forhindrede et fald, samt at spilde noget væske fra flasken. Han huskede tydeligt den gang, han tabte en alioneliksir på gulvet, eliksiren frembragte en slange, der næsten havde bidt hovedet af Martin, hvis det ikke havde været for Rastagar, men at have fået bidt hovedet af, var næsten en befrielse fra den straf han bagefter fik af knarken. Aldrig havde Rastagars kælder set så flot ud dengang, da knarken var perfektionist, så længe det ikke var ham selv der skulle gøre det. Martin kikkede på sneglene d!
er havde ført et tykt lag slim som prikken over i’et ved deres langsomme gangart. Han kikkede på de fire snegle der var i buret og valgte den grimmeste af dem, som sit offer. Væsken dalede langsomt ned imod den intetanende slimhermafrodit. ” Skal du teste en eliksir, så brug altid kun en dråbe, da du aldrig ved hvor stærk den er,” regler, regler, regler, han var ved at tro at han ærligtalt var blevet hjernevasket af knarken. Han lod en enkelt dråbe dale ned på sneglen, dråben gik hurtigt i opløsning, men der skete dog ikke noget. ”Pis!” Hviskede Martin, han orkede ikke at lave en eliksir mere, doven som han var. Han begyndte at rydde op, da han langsomt begyndte at høre en summen. Han ignorerede lyden i starten, men lyden blev højere og højere, han kikkede sig over skulderen, men han så ikke noget. Han lagde kassen med det tomme flasker over ved reolen og gik imod snegle buret. Synet fik ham til at gnide sig i øjnene, var den grimme snegl ikke blevet større? Martin slog tank!
en ud af hovedet og lagde buret på hylden igen. Han satte sig og gloede ondt på sin væske, måske duede han bare ikke til at være troldmand? Tre bank lød fra døren, og Martin kunne gætte hvem det var. ”Luk op knægt,” lød en gnaven stemme bag døren. Martin traskede langsomt derover og åbnede døren. En lille hovedpine kørte igennem Martins bevidsthed, da han fik et let slag med stokken. ”Hvorfor kan du ikke være lidt hurtigere?” Knevrede Rastagar. Martin trak på skulderen. ”Hvorfor kan vi ikke leve som alle andre mennesker, i stedet for at leve i den rene middelalder?” Rastagar bandede på et sprog Martin ikke forstod, og slog så igen let med stokken på Martins hoved. ”I unge nu til dags, altid skal der være brok fra jeres side, har du lavet en eliksir, som jeg bad dig om?” Martin nikkede og pegede på flasken med den lilla væske. Rastagar haltede derover og kikkede på væsken, han så hverken begejstret eller misfornøjet ud. Han tog flasken i hånden og kikkede nærmere på den, ved !
at ryste den en smule og kikke på den fra begge vinkler. ”Har du testet eliksiren?” Spurgte Rastagar imens han klistrede øjet op imod flasken. Martin rystede på hovedet, da en løgn måske kunne give ham en smule mere tid. ”Nej jeg har ikke testet den, men jeg skal nok gøre det i morgen.” Løgnen bed fast på Rastagar, og han lød straks mildere. ”Udmærket, så vil jeg gå med dig for at se resultatet.” Martin nikkede, men så ikke særligt begejstret ud. Rastagar gik ned i kælderen, muligvis for at hente noget mad. Som Martin skulle lave. Summen kom igen og Martin begyndte at blive en smule irriteret. Han kikkede sig bagom, men der var stadig ikke noget. Måske havde det noget at gøre med sneglen? Tanken strøg Martin i nakken, og gåsehuden begyndte langsomt at blive synlig, han løftede stolen op og satte den overfor hylden. Det gamle bornholmer ur tikkede højere og højere. Troede Martin. Han stod på sin stol og rakte langsomt udefter buret. ”Dong dong!” Lyden fik Martin til at spring!
e af stolen, hans hjerte sprang et slag over imens han kikkede på uret. Hans åndedræt lød som et tog, imens sveden langsomt dalede ned af nakken. Uden mistanke gik Rastagar op, med en kasse grønsager samt et stykke oksekød. Han lagde ikke mærke til Martins vantro øjne. ”Se at få lavet noget mad, jeg er skrub sulten.” Martin nikkede, tog kassen med maden og gik ind i det lille køkken.

Martin ærgrede sig over, at han ikke havde set, hvad der var i buret, da han lå i sin seng. Sengen var nok det bedste i hele huset. Huset var gammelt og lå midt i byen, han kunne høre bilerne larme udenfor, da klokken kun var 21.30. Biler. Martin kunne godt lide biler, i modsætning til Rastagar. Rastagar fortalte engang, at bilerne var skabt af en meget ung troldmand, som ikke var særlig erfaren. Troldmanden som skabte dem, havde netop ikke tænkt på, hvor meget brændstoffet ville forurene. Martin syntes dog ikke, at forurening var et problem, han syntes ikke at luften begyndte at blive langsomt dårlig, men han havde jo også levet med bilos hele sit liv. Summen kom igen, og Martins tanker kørte igen på sneglen. Var den ved at vokse? Skulle han undersøge det? Martin var ikke speciel modig, tværtimod. Siden han var født, havde han altid lidt med en masse forbier. Snegle var en af dem. Summen blev højere og højere, og Martin skar tænder af væmmelse. Han var splittet i to halvdel!
e, den ene ville undersøge det, så han selv kunne ordne det, uden Rastagar ville få noget at vide om det. Den anden halvdel, ville blive i sin seng, og lade Rastagar ordne det hele, lige meget hvor hård straffen ville blive. Den ene første halvdel vandt.

Martin rejste sig op og tog sine hjemmesko på. Den højre sko havde et hul, hvor storetåen stak ud. Han listede så godt han kunne, sanserne var på maksimum, den mindste pustlen lød som kanonslag. ”Dryp, dryp.” Martins nakke og armhuler begyndte langsomt at blive våde. Martin var nået over til døren, han rakte ud imod håndtaget der gik ud til hans værelse og ind i arbejdsrummet. Det kolde metal håndtag gav Martin kuldegysninger, da hans rystende hånd rørte det med sine fingerspidser. Han hev langsomt dørhåndtaget ned, der lød et lille ”klak” og døren åbnede med en lav knirken. ”Hexilven!” Hviskede Martin i en lav tone, og hans hånd begyndte at lyse som en neon lampe. Hans eneste besværgelse han kunne i hovedet, han havde haft meget brug for den, da han tit læste i sengen, imens det var mørkt. Rummet var meget mere uhyggeligt om natten, det syntes Martin i hvert fald, men den nuværende situation, havde nok også noget at gøre med det. Martin gik med stille dog tunge skridt imod !
hylden med buret. Fantasi eller ej, begyndte summen at blive højere, jo tættere på han kom. Skamlen stod der stadig, men Martin kunne ikke få sig selv til at gå op, hans hjerte bankede hårdere og hårdere. Sveden havde langsomt gennemblødt hans T-shirt. ”Dong, dong,” Martin fik et chok, da bornholmeruret slog for kl. 22. Hans lysende hånd pegede imod hylden, men der kunne ikke rigtig ses noget, bunden af hylden stod i vejen, for hans udsyn. ”Hver altid sikker på, at du kan se dine resultater på afstand.” Ordene fik Martin til at blive mere nervøs, han havde brudt en regel. Nu måtte han bare finde ud hvad der var sket, hvis sneglen virkelig begyndte at vokse, var der intet der kunne sige, hvad der ville ske når sneglen endelig stoppede med at vokse, eller om sneglen i det hele taget stoppede med at vokse. Martin satte sit højre ben på stolen, men kunne ikke få sig selv til at trække sig op. Pludselig bliv summen til en boblen, Martin førte sin hånd op imod hylden igen, og til !
sin store væmmelse havde han ret. Sneglen havde vokset, og endda i så stort et omfang, at buret var ved at knække over. Martin havde løst til at skrige, men han vidste at han ikke måtte vække Rastagar, ellers ville han blive sat til at æde snegle resten af sin træning. Martin kunne høre svage knæk fra metalstænger, og han vidste godt hvad det betød. ”Tænk hurtigt Martin,” sagde han for sig selv, han plejede ikke at gøre det normalt, men det skete af og til i stressede situationer. Martin kom i tanke om en bog han læste om telepati, men hans tanker kunne ikke fast sætte sig. Sætninger fra bogen kørte rundt i hans hjerne, imens han tænkte dem højt. ”Telekinese kræver stor koncentration fra troldmandens side, den kan få en til at klare hårdt fysisk arbejde, som f.eks. løfte ting i en meget høj vægtklasse. For at udføre telekinese, kræves det at udtale Esmariel som betyder klarhed i det magiske sprog, derefter skal dine tanker koncentrere sig om en bestemt handling, som du vil u!
dføre.” Martin kunne ikke huske mere, men det var nok til at han ville prøve med det. Knasen fra tremmerne blev højere og højere, og et stort ”plang” lød. En af tremmerne var knækket, og et stort stykke styrtede imod jorden. ”Esmariel,” hviskede Martin hurtigt og lukkede øjnene, hans tanker koncentrerede sig så hurtigt han kunne, men han forventede at lyden af et højt knald ville komme, men intet skete. Han åbnede øjnene, stadig koncentreret omkring sin telekinese. Stangen svævede elegant i luften. Med store øjne fik Martin med tankens kraft ført stangen over på bordet, han kikkede begejstret på stangen. Med et landede noget blødt på Martins hoved. Med undren førte han sine hænder op, han rørte ved det der var på hans hoved. Det var en smule ulækkert at røre ved, og meget blødt. Han førte hånden ned igen, da han så, at hans hånd var helt slimet til. Tåre fald langsomt ned på hans kind i skræk, han vidste udmærket godt hvad det var. Næsten grådkvalt i snot, fik Martin udtalt!
lavt: ”Esmariel.” Martins tanker koncentrerede sig kun om en ting, hans frygt fik ham til at handle uforsvarligt, og et sekund senere, lød der et ordentlig balder, samt klirren af glasskår. Martin faldt sammen, han havde svært ved at trække vejret og der kunne kun høres en besværet stønnen. Lyset blev tændt, og han kunne høre en fortvivlet Rastagar. Martin var alt for bange til at høre præcist hvad den gamle Troldmand sagde, men han hørte nogle få ord. Blandt dem var der ”tyveknægte” og ”godt de kun stjal mit snegle bur. Martin fik ikke fat i mere, han kunne ikke holde sig vågen.

Den næste dag, fik Martin mærkeligt nok lov til at sove længe, han var ellers bange for at Rastagar ville straffe ham. Han tog sine hjemmesko på og traskede langsomt imod køkkenet, hvor han snart ville blive sat til at lave morgenmad. Igen blev Martin overrasket for maden stod allerede på bordet, Rastagar sad og læste sin daglige avis, som var det eneste han havde kontakt til omverdenen med. Selv maden købte han på en gammeldags bondegård, men lige avisen havde han aldrig nogensinde undværet. En lav venlig mumlen kom fra Rastagar, da han hørte Martin gå ind: ”Værsgo og sæt dig, bare tag for dig.” Martin sagde ikke noget, men smurte sig en honning mad. Rastagar kikkede op fra avisen og rakte Martin den. ”Kik på side elve. Tyveknægtene fra i går har brugt mine snegle på en højst mærkværdig måde.” Martin kikkede undrende på Rastagar. ”Tyveknægte?” Tænkte Martin for sig selv. Rastagar havde åbenbart ikke haft nogen form for mistanke, over at det måske var Martin selv, der stod !
bag det hele? Martin kikkede i avisen og læste:

”Magiske terrorister!!

I går skete der noget højst tragisk, vore ærede troldmand Rastagar Youland fik et indbrud, tilfældigvis var Rastagars lærling, Martin Østergaard på vej imod toilettet, da tyvene brudt ind. Tyvene løb hurtigt væk, da de så lærlingen, men inden da tog de et bur, som efter udtalelse fra Rastagar, indeholdte snegle. Tre time efter indbruddet blev der fundet en gigantisk snegl, som vandrede rundt i byens gader, heldigvis nåede politiet at fange den, og sætte den ind i Zoologiskhave, inden den noget udføre skade på samfundet. Der drøftes nu fra det magiske råd i folketinget, hvad der skal ske med den gigantiske snegl, og om den i det hele taget har noget at gøre med det såkaldte indbrud. Martin Østergaard forventes ikke at have fået nogen fysisk skade.”

Martin kikkede forundret på artiklen og billedet der blev taget af sneglen. Martin smilte for sig selv, han var sluppet godt fra det hele, men det ville nok ikke være så sikkert næste gang. Han havde lært en vigtig del af sin træning: Regler er til for at blive holdt. Han kikkede på Rastagar, som havde været meget venlig på det sidste, fordi han troede på det aviserne skrev, men hvad vidste aviserne? De spurgte jo ikke ham, så man kunne ikke sige at det var ham der løj. Martin tog en bid af sin honning mad, imens han smilte til Rastagar. Rastagar smilte tilbage, med et smil der gav tegn på medlidenhed. Måske skulle han sige til Rastagar at det var ham, der fik sneglen til at vokse, eller måske skulle han bryde ind i zoologiskhave og gøre sneglen normal igen, men var det så smart? Ville det gøre sagen bedre eller bare værre. Rastagar havde jo aldrig nogensinde været mere flink, så måske skulle han bare være ligeglad. Han kikkede på den gamle troldmand, når han var blevet voks!
en, ville det være ham der var troldmand i byen, det ville være ham der skulle hjælpe byen, med det de ikke selv kunne klare. Ville han selv ende med at blive som Rastager? Og vil han selv tage en lærling og forpeste hans dagligdag, med at lave mad, fordi man selv var for doven til at gøre det? Martin grinte inde i sit hovede, han kunne godt nyde den behandling han fik lige nu, for inden længe ville undervisningen blive den samme igen. Han var langt fra, fuldt udlært. Snart ville der komme masser af arbejde igen, masser af lektier. Og masser af regler.

tilbage