ANDRE BØRNS VILDE HISTORIER
tilbage
Pigen på flugt
Lone løb, de var lige i hælene på hende, de råbte efter hende at hun var grim og tyk. Hun kunne mærke tårende løbe ned af sine kinder. Det var altid de samme tre drenge, der var efter hende. Nogle gange var der nogle flere, men det havde altid været de tre. Det havde nu stået på i syv måneder, men hun havde stadig ikke fortalt noget til sine forældre. Hun var bange for, at drengene ville drille hende mere, fordi hun havde sladret. Desuden hadede hun sine forældre, de forkælede altid hendes lillesøster og skænkede aldrig hende en tanke. Hun løb videre, hun kunne stadig høre dem, de havde endnu ikke givet op. Hun løb hen imod rådhuspladsen. Det var fredag, og hun vidste at det var markedsdag. Her kunne hun gemme sig i mængden. Hun løb ind i mellem alle de mange mennesker. Da hun så sig tilbage kunne hun ikke se drengene. Hun fandt en bænk og satte sig ned. Hun prøvede at holde tårerne tilbage men forgæves. Nu kunne det være nok, hun ville væk, væk fra denne uudholdelige by. Hu!
n begyndte at gå hjem mod sig selv, hun havde hele planen i hovedet…
Hun hadede faktisk sin familie mere end hun hadede drengene. Hendes far råbte af hendes søster, og han slog hende. Men hendes mor trøstede altid hendes søster og lod hende græde. Hun hadede også sin søster, hun gjorde alt for at være ond imod hende og hun spillede altid uskyldig over for deres forældre.
Hun ville tage af sted næste morgen. Hun ville pakke så meget tøj som muligt ned i sin skoletaske, og hun ville tage en meget stor madpakke med. Så ville hun kysse sin mor farvel og gå ud af døren. Men i stedet for at gå i skole, ville hun finde en bank, hvor hun kunne hæve de 9683 kr., der var på hendes bankkonto. Så ville hun tage hen på togstationen. Her fra ville hun tage et tog til et sted, hvor ingen kunne finde hende. Hun ville tage til København. Hun havde gennemtænkt hele planen nøje, hendes forældre skulle heller ikke vide noget. Det skulle være en hemmelighed.
Hun vidste at det ville lykkes, det skulle bare lykkes. Hun skulle endelig væk fra denne uudholdelige by, den uudholdelige skole, men mest af alt skulle hun væk fra sin uudholdelige familie. Hun var hjemme nu. Hun løb op af trappen uden at svare på sin mors hej råb. Hun tømte sin skoletaske ud på gulvet, der var alt muligt ragelse, man ikke kunne bruge til noget andre steder end på en skole. Men der var også en lommekniv, hendes pung med tohundrede og halvtreds kroner og en pose med slik. Hun puttede de tre ting ned i sin taske igen og skubbede resten af tingene ind under sin seng. Hun tog alt det varmeste tøj hun havde, plus tre T-shirts, et par shorts og en nederdel. Hun lagde også det ned i sin taske. Så pakkede hun tandbørste og tandpasta ned og gik i seng.
Næste dag stod hun op klokken seks og gik ned i køkkenet. Hun smurte otte rundtommer og lavede otte flasker med vand. Alt dette lagde hun også ned i tasken, så gik hun op og lagde sig i sin seng igen. Hendes mor vækkede hende klokken syv. Hun gik ned og spiste morgenmad, hun spiste til hun var ved at revne. Hendes mor smurte en madpakke med to rundtommer til hendes lillesøster og en til hende. Moren lagde deres madpakker på bordet, og Lone tog med vilje sin søsters madpakke. Hun lagde den ned i tasken tog tøj på og gik ud af døren. Hun vidste, at hendes mor holdt øje med hende, så hun gik rundt om hjørnet i med retning mod skolen. Men så snart at hun ikke kunne se huset mere begyndte hun at gå over imod banken. Hun gik ind og hævede pengene. Hun fortsatte derefter ned imod togstationen. Her købte hun en billet til København. Da hun sad i toget, tænkte hun en tanke, hun aldrig før havde tænkt. Hun tænkte, at hun nok aldrig mere skulle se Sanderholmby.
Klokken var et da hun nåede Københavns hovedbanegård. Hun havde spist sin søsters madpakke og drukket en flaske vand. Hun steg af toget og gik op på selve hovedbanegården. Hun gik udenfor. Hun havde aldrig været i København før og vidste kun, at der boede over en million mennesker. Hun spurgte en mand om hvor der var et billigt hotel. Hun fandt hotellet og fik et værelse. Derefter gik hun ud i byen.
Da der var gået to uger, havde Lone fundet sig til rette i Københavns centrum og en lille del af Frederiksberg. Hun havde søgt et job som avisbud, og hun havde lige været ude på sin første rute. Hun savnede hverken skolen eller sin familie. Men da hun så forsiden af dagens avis, kunne hun se, at de savnede hende. Der stod: PIGE FORSVUNDET SPORLØST FRA SIN HJEMBY SANDERHOLMBY. Hun læste noget af artiklen der stod: ”Pigen ved navn Lone Koberdal er ikke set siden d. 7/5 i år. Det er nu 14 dage siden og politiet ved nu at hun har taget et tog til København klokken ni samme dag. Politiet sætter nu 50 % af deres styrke i København ind på at finde pigen”. Lone var rystet, hun ville ikke hjem, hun var glad for at være i København. Hun måtte væk fra gaderne.
Hun havde stadig ca. 7000 kroner tilbage og kunne sagtens klare sig i et stykke tid endnu for de penge. Senere samme dag tjekkede hun ud af hotellet. Hun havde fundet et sted, hvor der var et værelse, hun kunne leje for 200 kroner om måneden. Hun var meget glad for stedet, det var flot og oven i købet billigt. Politiet var overalt, hvor hun kom. Hun var til sidst ved at melde sig selv, men lod være. Da hun havde levet med at være eftersøgt i to uger, var hun ved at blive skør, hun skulle hele tiden gemme sig og passe meget på for ikke at blive set.
En dag da hun ikke havde været ude på gaden i to dage, havde hun helt glemt at være forsigtig. Hun blev taget mens hun var inde i en kiosk for at købe en sandwich. Hun blev taget med på politistationen. Der blev hun spurgt om en masse ting, så som hvorfor at hun var stukket af hjemmefra, og hvad der var sket med hende. Hun vidste, at de ville sende hende hjem igen. Og hun fik ret. Da der var gået et par timer sendte de hende hjem med en politihelikopter. Da hun kom hjem, var hendes mor og far meget glade for at se hende igen, og nu vidste hun at de elskede hende lige så højt, som de elskede hendes søster. De var fra nu af altid søde mod hende, og hendes far snakkede aldrig mere grimt til hverken hende eller hendes søster.
tilbage
Pigen på flugt
af Caroline
Lone løb, de var lige i hælene på hende, de råbte efter hende at hun var grim og tyk. Hun kunne mærke tårende løbe ned af sine kinder. Det var altid de samme tre drenge, der var efter hende. Nogle gange var der nogle flere, men det havde altid været de tre. Det havde nu stået på i syv måneder, men hun havde stadig ikke fortalt noget til sine forældre. Hun var bange for, at drengene ville drille hende mere, fordi hun havde sladret. Desuden hadede hun sine forældre, de forkælede altid hendes lillesøster og skænkede aldrig hende en tanke. Hun løb videre, hun kunne stadig høre dem, de havde endnu ikke givet op. Hun løb hen imod rådhuspladsen. Det var fredag, og hun vidste at det var markedsdag. Her kunne hun gemme sig i mængden. Hun løb ind i mellem alle de mange mennesker. Da hun så sig tilbage kunne hun ikke se drengene. Hun fandt en bænk og satte sig ned. Hun prøvede at holde tårerne tilbage men forgæves. Nu kunne det være nok, hun ville væk, væk fra denne uudholdelige by. Hu! n begyndte at gå hjem mod sig selv, hun havde hele planen i hovedet…
Hun hadede faktisk sin familie mere end hun hadede drengene. Hendes far råbte af hendes søster, og han slog hende. Men hendes mor trøstede altid hendes søster og lod hende græde. Hun hadede også sin søster, hun gjorde alt for at være ond imod hende og hun spillede altid uskyldig over for deres forældre.
Hun ville tage af sted næste morgen. Hun ville pakke så meget tøj som muligt ned i sin skoletaske, og hun ville tage en meget stor madpakke med. Så ville hun kysse sin mor farvel og gå ud af døren. Men i stedet for at gå i skole, ville hun finde en bank, hvor hun kunne hæve de 9683 kr., der var på hendes bankkonto. Så ville hun tage hen på togstationen. Her fra ville hun tage et tog til et sted, hvor ingen kunne finde hende. Hun ville tage til København. Hun havde gennemtænkt hele planen nøje, hendes forældre skulle heller ikke vide noget. Det skulle være en hemmelighed.
Hun vidste at det ville lykkes, det skulle bare lykkes. Hun skulle endelig væk fra denne uudholdelige by, den uudholdelige skole, men mest af alt skulle hun væk fra sin uudholdelige familie. Hun var hjemme nu. Hun løb op af trappen uden at svare på sin mors hej råb. Hun tømte sin skoletaske ud på gulvet, der var alt muligt ragelse, man ikke kunne bruge til noget andre steder end på en skole. Men der var også en lommekniv, hendes pung med tohundrede og halvtreds kroner og en pose med slik. Hun puttede de tre ting ned i sin taske igen og skubbede resten af tingene ind under sin seng. Hun tog alt det varmeste tøj hun havde, plus tre T-shirts, et par shorts og en nederdel. Hun lagde også det ned i sin taske. Så pakkede hun tandbørste og tandpasta ned og gik i seng.
Næste dag stod hun op klokken seks og gik ned i køkkenet. Hun smurte otte rundtommer og lavede otte flasker med vand. Alt dette lagde hun også ned i tasken, så gik hun op og lagde sig i sin seng igen. Hendes mor vækkede hende klokken syv. Hun gik ned og spiste morgenmad, hun spiste til hun var ved at revne. Hendes mor smurte en madpakke med to rundtommer til hendes lillesøster og en til hende. Moren lagde deres madpakker på bordet, og Lone tog med vilje sin søsters madpakke. Hun lagde den ned i tasken tog tøj på og gik ud af døren. Hun vidste, at hendes mor holdt øje med hende, så hun gik rundt om hjørnet i med retning mod skolen. Men så snart at hun ikke kunne se huset mere begyndte hun at gå over imod banken. Hun gik ind og hævede pengene. Hun fortsatte derefter ned imod togstationen. Her købte hun en billet til København. Da hun sad i toget, tænkte hun en tanke, hun aldrig før havde tænkt. Hun tænkte, at hun nok aldrig mere skulle se Sanderholmby.
Klokken var et da hun nåede Københavns hovedbanegård. Hun havde spist sin søsters madpakke og drukket en flaske vand. Hun steg af toget og gik op på selve hovedbanegården. Hun gik udenfor. Hun havde aldrig været i København før og vidste kun, at der boede over en million mennesker. Hun spurgte en mand om hvor der var et billigt hotel. Hun fandt hotellet og fik et værelse. Derefter gik hun ud i byen.
Da der var gået to uger, havde Lone fundet sig til rette i Københavns centrum og en lille del af Frederiksberg. Hun havde søgt et job som avisbud, og hun havde lige været ude på sin første rute. Hun savnede hverken skolen eller sin familie. Men da hun så forsiden af dagens avis, kunne hun se, at de savnede hende. Der stod: PIGE FORSVUNDET SPORLØST FRA SIN HJEMBY SANDERHOLMBY. Hun læste noget af artiklen der stod: ”Pigen ved navn Lone Koberdal er ikke set siden d. 7/5 i år. Det er nu 14 dage siden og politiet ved nu at hun har taget et tog til København klokken ni samme dag. Politiet sætter nu 50 % af deres styrke i København ind på at finde pigen”. Lone var rystet, hun ville ikke hjem, hun var glad for at være i København. Hun måtte væk fra gaderne.
Hun havde stadig ca. 7000 kroner tilbage og kunne sagtens klare sig i et stykke tid endnu for de penge. Senere samme dag tjekkede hun ud af hotellet. Hun havde fundet et sted, hvor der var et værelse, hun kunne leje for 200 kroner om måneden. Hun var meget glad for stedet, det var flot og oven i købet billigt. Politiet var overalt, hvor hun kom. Hun var til sidst ved at melde sig selv, men lod være. Da hun havde levet med at være eftersøgt i to uger, var hun ved at blive skør, hun skulle hele tiden gemme sig og passe meget på for ikke at blive set.
En dag da hun ikke havde været ude på gaden i to dage, havde hun helt glemt at være forsigtig. Hun blev taget mens hun var inde i en kiosk for at købe en sandwich. Hun blev taget med på politistationen. Der blev hun spurgt om en masse ting, så som hvorfor at hun var stukket af hjemmefra, og hvad der var sket med hende. Hun vidste, at de ville sende hende hjem igen. Og hun fik ret. Da der var gået et par timer sendte de hende hjem med en politihelikopter. Da hun kom hjem, var hendes mor og far meget glade for at se hende igen, og nu vidste hun at de elskede hende lige så højt, som de elskede hendes søster. De var fra nu af altid søde mod hende, og hendes far snakkede aldrig mere grimt til hverken hende eller hendes søster.
tilbage
Jeg sidder ved mit bord,
og mine fingre skriver løs på tasta-turet.
Jeg lå midt i lyset fra månen. Mine cowboy-bukser flød på gulvet. Ved siden af lå
den stak bøger, der skulle afleveres på skolen.
"Hvor er du, farfar? Hvorfor er du ude midt om natten?"
Og et sekund efter lå Tajs på maven ved siden af Tubbe med Gritts cykel over sig. Hun var
kørt ind i ham bagfra for fuldt drøn.