tilbage

Skovfolkets prøve
af Anne

Det sidste strå skulle sættes i, inden han skulle spise. Kallan så op i trækronen. Mellem træets blade kunne man se solen. Den var lidt over middag. Han samlede kurven op og klappede Arishka på det bløde hoved. Hun spandt og rullede rundt. Hun ville kløes på maven. Det kunne tydeligt ses.
,, Jeg kender ingen puma, der er så kælen som dig,” sagde han, og kradsede hende lidt på maven.
,, Vi skal ind og ha’ mad. Felko er færdig.”
Pumaen rullede rundt og kom på benene. Hun forstod hvert ord, som Kallan sagde. De forstod hinanden. De vidste, når den anden var ked af det, vred og glad. Nu havde de også levet sammen hele livet. De blev født på samme tid og var nøjagtig lige gamle, nøjagtig fjorten år.
Arishka var en af de sjældne pumaer, som levede et helt menneskeliv.
Man mente, at de var bestemt for hinanden, eftersom de var født på samme dag og samme tid. Arishka var dog ved at blive en voksen puma, men hun teede sig som en killing, når hun og Kallan var ude på verandaen.
Onklen, Felko, stak hovedet ud af døren.
,, Kallan, vi spiser nu.”
,, Jeg kommer nu, onkel,” sagde han og rejste sig. Han gik ind, med Arishka luntende i hælende.
,, Hvad skal vi ha’ at spise?” spurgte han og satte sig på en vakkelvorn stol.
,, Dovendyrs gryderet,” sagde han og satte gryden på bordet.
Kallan lænede sig over gryden og snuste duften i sig.
Arishka satte forpoterne på bordet og prøvede at lugte til maden.
,, Du er for langt nede, tøs. Kom op til farmand,” sagde Felko og klappede sig på brystet.
Arishka fik forpoterne ned fra bordet og sprang op i favnen på Felko.
Kallan grinede for sig selv. Det var sjovt at se hans onkels ranglede skikkelse balancere rundt med en vildkat i armene. Han fik hende ind over bordet, så hun kunne lugte til herlighederne. Hun hoppede ned fra Felko og lagde sig på sit tæppe ovre i hjørnet og ventede på sin mad.
Kallan øsede mad op til Felko, Arishka og sig selv. Pumaen kom selv og hentede sin madskål. Utrolig så klog det dyr var. Maden smagte, som sædvanligt, godt.
Maden var spist op, og Kallan skulle til at rydde af bordet.
,, Smut du ud og luft Arishka, jeg klarer opvasken,” sagde Felko og tog gryden.
Kallan løb ud af hytten med pumaen løbende i hælene.

Det er vidst på tide at fortælle lidt om den lille by, som Kallan lever i. Den er højt til vejrs. Husene er bygget rundt om træerne. Man kommer fra det ene sted til det andet ved hjælp af hundredvis af hængebroer. Der er en markedsplads mellem fire træer. Der er lagt tykke træstammer, der holder det hele oppe. Et godt sted at gøre en god handel.
De lever primitivt og går med næsten intet tøj på. Mændene og drengene går med shorts af garvet skind. Kvinderne og pigerne går med en nederdel og en lille top. Man kalder dem for skovfolket. Dels fordi de lever i skoven, men også fordi de er i harmoni med naturen.
De er mørkebrune i huden og går med tegn i hovedet, efter hvor fin familien er, og hvad det er for en familie. Kallan og Felko havde to striber på hver kind. Farverne var rød og blå. Et ret så ligegyldig mærke, men man kan ikke forlange mere, når man stammer fra kurvfletternes slægt.

Kallan løb. Arishka var lige i hælene på ham. Kallan så tilbage på hende. Hun var smuk lysebrun med en blå stribe over snuden. Hun var en drøm som kæledyr.
Han så frem ad igen, men nåede ikke at standse tidsnok. Han tordnede ind i en anden person. De faldt begge bagover, Arishka peb og Kallan ømmede sig. Han havde knaldet hovedet ned i de tykke planker, så det føltes som en hjernerystelse. Nogen tog omkring hans hånd og trak ham på benene.
,, Lad mig,” sagde en blid pigestemme. Pigen holdt på bulen i baghovedet. Kallan åbnede øjnene.
,, Hej, Lemadh,” sagde han, og smilede.
Lemadh var hans gode veninde. Og det menes bogstaveligt talt, for de var kærester.
,, Hvad laver du ude så sent?” spurgte hun, og lage hovedet på skrå.
,, Lufter Arishka, såmænd.”
,, Jeg blev sendt hen med de krydderurter, din onkel bestilte. Medicinmanden er helt fra snøvsen.”
,, Han trænger nok bare til ferie.”
Kallan begyndte at gå. Lemadh fulgte efter ham. Han så på hende. Hun havde langt bølget hår. Det var sort som nattehimlen ligesom alle andre i stammen. Hendes tegn var en lodret blå streg på hver kind. På hver side af stregerne var der en rød rektangel. Hun kom fra en familie med højere status end Kallans, men det var ikke meget. I hendes højre øre sad der en ørering, hvorfra der hænger en krokodilletand.
Kallan havde ikke bemærket øreringen før. Den var nok ny.
Lemadh fulgte hans blik og sagde:
,, Jeg har snuppet to hjørnetænder fra fars udstoppede krokodille. Det blev ikke opdaget, at der mangler to.”
,, Hvorfor snuppede du to? Du har da kun én i øret.”
,, Ja, men jeg har da også lavet en til dig.”
,, Til mig? Jamen, jeg har da ikke huller i ørene.”
,, De laver vi da bare.”
Og uden tøven tog hun en nål frem, greb fat i Kallans øreflip og prøvede at gennembore den med nålen.
Kallan var lige ved at skrige, men gjorde det ikke. Hvis en mand skreg, ville det være et tegn på svaghed. Han famlede efter et holdepunkt. Så lød der et svirp og nålen gik igennem øret. Han holdt på øret og mærkede blodet på sine fingre. Lemadh rev hans hånd væk og satte øreringen i.
,, Så, om to uger må du tage øreringen ud igen. Hvis du gør det før, går der betændelse i, og det gør rigtig ondt.”
,, Uh, kunne du ikke havde advaret mig først,” sagde Kallan, og bed tænderne sammen.
,, Pivskid, jeg kunne da godt klare det, uden brok. Og jeg er jo kun en sølle kvinde.”
,, Du blev da advaret først.
,, Næ, faktisk ikke. Pudselig tog far mig og holdt mig, imens mor gennemborede øret. Og det gjorde ondt. Skal vi gå en tur?”
,, Okay,” sagde han halvkvalt og holdt på øret.
,, Ikke røre,” sagde hun og slog hans arm væk ,, du må ikke røre ved ringen. Prøv at lade som ingenting.”
Kallan bandede.
De gik over en hængebro og hen til en meget højt træ. Der var en rebstige op. Det var et udkigstårn. De kravlede op, imens Arishka stod og peb
,, Vi kommer tibage om lidt. Bare bliv dernede.”
Hun lagde sig ned og lukkede øjnene.
Rebstigen forsatte tredive meter op til en lille platform. Der kunne man spejde ud over alle træerne i urskoven eller i hvert fald de fleste af dem.
Det var egentligt forbudt for alle børn, der ikke var blevet indviet som voksne. Kallan og Lemadh var endnu ikke blevet indviet i stammens religiøse samfund, men det skulle de snart. Hvis man ikke kunne stammens traditionelle sang og dans, blev man sat ned på jorden og skulle klare sig selv i syv år. Nede på jorden var man i fare for de vilde dyr.
Hvis man ikke bestod prøven, fik man en time til at pakke og sige farvel til sin familie, og så skulle man af sted, ellers havde stammens krigere lov til at slå én ihjel.
Det var en smuk solnedgang. Lemadh tog Kallan i hånden og smilede til ham. Hun lagde hovedet på hans skulder.
Så lød der pludselig trin på stigen. Hvis de blev opdaget, havde de endnu mindre chance for at blive indviet. Der var ingen anden vej ned, så de var nødt til at springe. Der var en lian fra platformen og til et træ længere nede. Nu så det ud til, at det var Lemadh, der var en pivskid. Hun så frygtsomt på lianen, men Kallan kunne ikke vente, til hun samlede mod. Det var er ikke tid til. Han tog hende omkring livet og sprang. Hun holdt sig for munden for ikke at skrige. Kallan fik fat i lianen. Det var heldigt, at han havde hård hud under håndfladen, ellers havde han fået brandmærker. Lemadh kunne se, at han ikke kunne klare det, greb fat i lianen og vred sig løs fra Kallans greb. De landede i en trækrone og faldt på enden. De ømmede sig og kravlede ned.
,, Jeg må se at komme hjem, inden Felko bliver nervøs,” sagde Kallan og holdt på halebenet.
,, Ja, ses.” Lemadh gav Kallan et knus og urterne til Felko.
Arishka var sikkert løbet hjem, for hun var ikke, hvor Kallan havde placeret hende. Hun havde sikkert forstået, at hun ville afsløre Kallan, hvis hun blev, hvor hun var.

Da Kallan kom ind i hytten, lå Arishka og sov på sit tæppe.
,, Her er de urter, du bestilte af medicinmanden,” sagde han og lagde urterne på bordet.
,, Tak,” sagde Felko, der sad og flettede en kurv ,, Har du øvet dig på ritualet?”
,, Ja.”
Kallan satte sig ned og drak en kop gedemælk.
,, Godt. Ceremonien er blevet flyttet. Den skal stå i morgen.”
Kallan kom til at sprutte i mælken.
,, I MORGEN?! Men der er da først en uge til!”
,, Der er blevet flyttet, siger jeg jo. Der er kommet mange klager fra forældre, men det er nu engang medicinmandens ord. Det bliver i morgen.”
,, Så skal jeg ind og øve mig mere.”
Kallan satte kruset fra sig og gik ind på værelset, som han delte med Felko. De sov i køjeseng.

Den nat lå Kallan vågen. Man kunne da ikke være bekendt at forkorte øvetiden. Det var simpelt hen ikke retfærdigt, men når medicinmanden havde sagt det, var der intet at gøre. Han var ubestikkelig. Kallan måtte bare håbe på det bedste.

Felko vækkede ham, før den første papegøjen nåede at åbne øjnene.
,, Du skal tildækkes, inden vi tager af sted til ceremonien.”
,, Hvorfor skal jeg tildækkes?” sagde han og strakte sig.
Felko rev dynen af ham og slæbte ham ud i badestuen.
,, Det skal man bare. Det er en gammel tradition, at ingen må se dit ansigt, før ceremonien er færdig, og du er voksen. Vask dig!”
Kallan tog en svamp og sæbede sig ind, imens Felko lavede morgenmad. Kallan blev hurtig færdig og gik ud i køkkenet. Han fik et solidt morgenmåltid af kød og brød og mælk. Knap havde han spist færdigt, før Felko bandt et tigerskind omkring Kallans underliv. Han fik også et tigerskind lagt over sine skuldre, og til sidst fik han en hætte af tigerskind over hovedet, så man ikke kunne se hans ansigt.
,, Du er nødt til at gå alene,” sagde Felko ,, Hvis folk ser mig med dig, ved de, at det er dig. Hvis det bliver opdaget, bliver du udstødt på grund af mig.”
Dragten var enormt tung. Kallan slæbte sig af sted og var flere gange ved at falde. Han løftede hovedet og prøvede at få øje på Lemadh. Men alle de andre unge mennesker, der skulle indvies, holdt hovedet bøjet. Kallan prøvede at se, hvem de forskellige var, men én eller anden tog om hans hoved og pressede det ned af meget hårdt.
,, Hold hovedet sænket,” hvæsede Felko. Efter de unge, der skulle indvies, kom en skare af forældre og familie. De holdt alle en bregne i højre hånd over børnene, imens de sang:

Lev med natur og atter visdom,
Oh, alle guder, hjælp dem, kom.
Livet har de fået som gave
et liv som alle andre vil have,
Syng en sang, med klang i røsten
Hvis de græder, så har de trøsten
Giv dem alle et godt liv
Som de kan leve til evig tid.

Det lød flot, når alle sang i kor. Kallan lo for sig selv. Han kunne høre Felkos dybe røst over alle de andre. Eller var det bare noget, han bildte sig ind, han kendte jo Felko bedst, så han ville nok kun høre ham. Selskabet forsatte til en gigantisk ask. På toppen var indvielsesstedet. For at komme op på pladsen skulle man gå ad en trappe, udskåret af selve træet. Den snoede sig rundt om træet hundredvis af gange. Man kunne høre en hæs sang på pladsen. Det var medicinandens velkomstsang. Han skrålede i vilden sky, uden at det lød videre flot.
Det lød overvældende og flot at gå op af den lange trappe til toppen af træet, men når man havde de dragter, som de unge mennesker havde, var det et helvede. Man havde faktisk ikke tid til at nyde udsigten over byen, når man var så træt, som de var. Den fugtige luft gjorde dem sløve, og når man kun var kommet halvvejs, var man ødelagt. Man kan næsten sige sig selv, at det så var umuligt at danse den ceremonielle dans, når man var så ødelagt som dem. Desværre blev det anset som en prøve mod viljestyrke. Ingen brød sig særlig om medicinmanden og hans skøre påfund. Men det skulle jo overstås, før eller siden, Og så var der altid en stor fest, når det er slut. Hvis man altså gennemførte det.
Endelig, efter megen pusten og stønnen, kom de op på toppen af træet.
Medicinmanden var klædt i skind fra en hvid tiger. Han satte sig ned, og ligeså gjorde alle
de unge mennesker. Han så på forsamlingen og begyndte at tale:
,, I ved alle, hvorfor I er her?”
De nikkede.
,, Og I ved, hvad der sker, hvis I ikke gennemfører det?”
De nikkede igen.
,, Vi starter med en times meditation i dyb stilhed. Hvis man bryder den med et snøft, et host, et nys eller et fnis, for den sags skyld, bliver man smidt ud… af stammen.”
Dyb stilhed.
,, Men jeg håber, at alle har studeret godt på det, for der vanker syv år på jorden som fredløs. Alle, som ser jer, må slå jer ihjel, fra stammen selvfølgelig.”
Stilhed igen. Det var de forberedt på at høre.
,, Indtil nu har ingen overlevet de syv år. Ingen. Slå hætterne tilbage.”
Kallan lod hætten falde.
Han så sig omkring. Han sad imellem kaptajn Jotjos’ søn, Trowt og købmand Grozls
datter Frexi. Ved siden af Trowt sad Lemadh. Trowt havde altid været interesseret i Lemadh. Han forstod ikke, at hun brugte sin tid på Kallan. Han stammede jo bare fra kurvfletterens familie. Derimod havde Lemadh aldrig set til Trowts side. Hver gang han kom med komplimenter, blev han mødt med den kolde skulder.
Kallans tanker blev afbrudt, da medicinmanden sagde:
,, Meditation, NU!”
Alle sad stille og tænkte på fremtiden. Kallan sad og koncentrede om Arishka og Lemadh. De dejligste tøser han kendte. Flere gange var han ved at nyse, på grund af luftfugtigheden. Hans fødder sov og det kløede over det hele. Alle var stille og forholde sig rolig. Lang om længe rejste medicinmanden sig op og sagde tak.
,, Sangen, om jeg må be’.”
De begyndte at synge stammens sang i kor.

På hver en gren
På hver en sten
Har skovfolket sat deres fod
Med stolthed gik de verden rundt
Selvom det for det meste gik i lunt
Byen blev startet med en rod
Og den voksede så meget som vi lod




Nu står den her i alt sin pragt
Og med dagene fik den mere magt
Men med tiden var storheden forbi
Glemt blev den af verden omkring
Selvom den har de skønneste ting.
Det er en by de fleste kan li’
Og mange har gaver som glæden kan gi’

,, Smukt! Smukt!” sagde medicinmanden, og klappede ,, Nu skal I danse. Trowt er den første, og så fortsætter vi i solurets retning. Tag ceremoniklæderne af, Trowt, så du bedre kan føre dig over dansegulvet.”
Efter en kort dans, uden videre elegance, var det Lemadhs tur.
Lemadh tog klæderne af og svang sig over pladsen. Hun lavede krumspring og piruetter. Det var en fryd for øjet at se hende slanke krop danse. Kallan havde været heldig, med hensyn til hende, rigtig heldig. Hun fik to minutter, før medicinmanden sagde tak.
Dansene var flotte at se på. De lod alle tøjet ligge, så de stod i deres normale tøj. Til sidst var der kun Kallan tilbage. Han tog tøjet af og prøvede at huske, hvad han havde øvet sig på. Han startede med et hop, hvor han drejede rundt om sig selv. Han dansede og koldsveden løb som et vandfald ned af panden på ham. Han skulle bare dreje rundt en sidste gang, og så var han færdig, men… Han satte højre fod i jorden for sent og snublede over foden. Han faldt og tumlede rundt som en bold. Det var alt andet en elegant. Han blev liggende på jorden. Kallan var ikke såret, men han havde ikke bestået prøven. Hvad ville Felko ikke sige? Og ikke mindst Lemadh? Han rettede sig op og så op på den lille forsamling. De så ned på ham. Han følte sig lille. Han havde dummet sig. Han rejste sig kejtet op. Lemadh ville gå hen til ham og hjælpe ham, men medicinmanden råbte:
,, Rør ham ikke! Han bestod ikke prøven! Du vil vel ikke have, at dit liv bliver en fiasko ligesom hans, vel? Det bliver det, hvis du rører ved ham, på dette hellige sted”
Hun trådte tilbage, med nedslået blik.
,, Vi går ned nu. Tag jeres klæder på.”
Kallan samlede sit tøj op. Pludselig kom medicinmanden og rev det ud af hånden på ham.
,, Rør ikke det hellige tøj. Du er ikke værdig nok til at leve i stammen.” Han pustede sig op og fnøs ,, Gå ned med de andre, men hold dig bag dem.” Hvert eneste ord hvæsede han.
Medicinmanden holdt sig i spidsen. Efter ham kom alle dem, der havde bestået og til sidst Kallan. Da de kom ned, stillede medicinmanden sig op på en træstub og begyndte at tale:
,, Her ser I dem, der har bestået. Yndefulde som de er, har de min tilladelse til at indtræde i stammens voksenliv. Desværre har vi dog en enkelt, som ikke kunne klare betingelserne på grund af sine fumlefødder. Han snublede og er derfor nødt til at blive udstødt fra stammen. Kallan, træd frem og se på de mennesker der kunne klare betingelserne. Kallan, søn af kurvfletter Swaern, afdød, du har en time til at få dit sidste måltid og pakke, inden du må klare dig selv i syv år. Vi har alle tilladelse til at dræbe ham, hvis han bliver opdaget, for nu er han fredløs.”
Felko slog blikket ned. Medicinmanden forsatte:
,, Der er fest på markedspladsen for dem, der har bestået. Nu kan I gå.”
Kallan styrtede af sted. Han brasede ind i folk, men tog sig ikke af det. Han stoppede ikke, før at han var hjemme. Ingen var hjemme, selv ikke Arishka, Felko havde nok taget hende med. Kallan faldt på knæ og begyndte at hulke. Han bare græd og græd uafbrudt i ti minutter, men så bankede det på døren. Felko trådte ind, med Arishka.
,, Jeg har ingen kommentarer. Det var uretfærdigt. Du har ikke nået at øve det sidste trin ordentligt endnu. Du kan ikke gøre for det.”
,, Hvordan vidste du, at det var det sidste jeg klokkede i?”
,, Lemadh fortalte mig det. Hun er virkelig sønderknust på dine vegne.”
,, Det nytter ikke, jeg sidder her. Hvis ikke jeg kommer af sted inden en time, slår de mig ihjel.”
,, Du pakker dine ting, så laver jeg din madpakke og dit sidste måltid.”
Kallan hev en taske frem fra et skab og pakkede alle sine ting, det var ikke så meget, men nok. Fra jagtskabet tog han en bue og et kogger med pile og et spyd og en kniv. Alt blev pakket ned med lynets hast. Der var noget, der rørte ved hans ene hånd. Det gav et sæt i ham. Det var bare Arishka
,, Arishka, jeg er blevet udstødt, tager du med?” sagde Kallan og omfavnede pumaen.
Hun spandt og gned sig op af ham. Det betød ja ,, Tak, gamle ven.
Kallan var færdig med at pakke. Han gik ind i stuen og fik sin livret, dovendyrs gryderet.
,, Jeg synes godt, at jeg kunne forkæle dig lidt, når det er dit sidste måltid her,” sagde Felko og satte sig ,, Det hele er til dig.”
Kallan spiste og spiste. Hvornår mon han ville få noget at spise igen? Og ville det være et ordentligt måtid?
Det bankede på døren.
,, Kom ind,” råbte Felko.
Det var Lemadh. Hun var klædt i sit almindelige tøj. Hun kunne vel gætte sig til, at det ville såre Kallan at se hende i det ceremonielle tøj, som alle, der bestod, gik rundt i.
,, Jeg kunne ikke bære at feste, uden at du var med,” sagde hun spinkelt.
Hun satte sig ned og klappede Arishka.
,, Hvilket hverv har du meldt dig til i dit nye liv?” spurgte Felko.
,, Jeg skal ikke have noget nyt liv. Jeg har ikke meldt mig til noget. Jeg tager med Kallan, om så man er imod det eller ej. Min taske står udenfor.”
Der blev helt stille.
,, Du kan ikke tage med. Det er for farligt.”
,, Og du kan ikke klare dig alene, det er for farlig. De bestemmer ikke over mig længere, nu er jeg voksen, og det bliver du også, når du vender tilbage.”
,, Hvis jeg vender tilbage. Der er ikke stor chance for, at jeg overlever.”
,, Det gør du, for jeg beskytter dig. Jeg dækker din ryg, hvis du bliver angrebet, og jeg laver mad, for det kan du ikke finde ud af.”
,, Gud velsigne dig, Lemadh…” sagde Felko, men han nåede ikke længere, før der lød bamlende trommer, ikke langt derfra, efterfulgt af vilde hyl.
,, De kommer, flygt!” hvæsede Felko og løb ud af døren for at hente Lemadhs taske ,, Løb ud af bagdøren og kravl ned af rebstigen.”
Kallan tog sine våben og Lemadh sine pile og sin bue og kniv.
De kravlede ned, så hurtigt de kunne.
,, KALLAN!” råbte Felko fra verandaen ,, Du glemte din madpakke.”
Han kastede den ned, hvorefter der lød en hvæsen. De så op, og Arishka kom flyvende. Hun landede elegant på begge ben.
,, SE SÅ AT KOMME AF STED!” brølede Felko og løb indenfor.
De styrtede igennem det vilde krat, med Arishka foran. De bare løb og løb. De vidste, at stammens jægere var efter dem.
De løb igennem junglen og standsede ikke, før de nåede til et stort gummitræ, hvor de slog lejr for natten.
De overlevede i alle syv år og var beredte til at tage hjem. De fandt vejen, men byen var forladt og overtaget af bavianer. De gennemsøgte byen. Der var adskillige døde kroppe, ja, faktisk hele byen. De var døde efter et panterangreb. Over hundrede pantere havde dræbt byens befolkning. Lemadh og Kallan kunne prise sig lykkelige over at være rejst, men de var nødt til at finde et nyt sted at slå sig ned.
De rejste og fandt en ny stamme, flere hundrede mil derfra, der levede ligesom dem, men hvor overgangen fra barn til voksen intet betød. Man var medlem af stammen, uanset om man var barn eller voksen.
Kallan og Lemadh slog sig ned og blev gift, fik tre børn og førte slægten videre.

tilbage