tilbage

Pigen og håndbolden
af Bianca

1.
Det var en travl morgen, for i dag skulle hun i skole efter en lang og tiltrængt sommerferie. Hun stod hurtig op, så på sit gamle ur, den var 07:01!
>>Ikke komme for sent, første dag i 5. klasse<< sagde hun til sig selv, tog hurtig tøj på, ned ad trappen, og få morgenmaden proppet ind i munden, fordi hun havde ikke tid til at dovne ved morgen teen.
Der var meget stress på hende, hun var alene hjemme og skulle skynde sig af sted, selvom hun plejede at stå tidligere op, og tage sig god tid til sin morgenmad.
Munden fuld af mad, og tasken på ryggen, og af sted i hast, til busstoppestedet.
Hun hed Cira, 11 år, og var en glad lystig pige, hun havde brune øjne og meget mørkebrunt hår, det var næsten sort. Hendes navn var ikke et almindelig dansk navn ligesom pigerne fra hendes klasse, de havde helt almindelige danske navne. Hendes forældre kom nemlig ikke fra Danmark. De kom fra Grønland, og fordi de syntes at Cira var et godt navn, valgte de så navnet til hende. Men hun blev da født på Randers Central Sygehus.
Busstoppestedet, endelig var hun der, hun kiggede på sit armbåndsur, og nu kunne hun se, at hun var tidlig på den. Klokken var 06:30, hun udstødte et let pust og et grin på samme tid, det var bare hendes gamle ur ovenpå, hun havde stillet forkert.
Hun satte sig i græsset, tog en bog op af tasken, det var matematik bogen. Hun kunne jo lige se, hvor langt de var nået i den. Bussen kommer jo først klokken 07:05, så derfor havde hun nok tid til at kigge, hvor langt hun var nået i alle sine bøger.
20 minutter efter, kom der én, hun kiggede efter om det var hendes bedste veninde, Sofie. Men nej! Det var en dreng fra 7. klasse. Men trip, trap, træsko kom Sofie, Cira løb hen til hende og gav hende et stort kram.
”Sofie, hvor er jeg glad for at se dig”, sagde hun.
”Jeg er også glad for at se dig. Har du egentlig ikke fået klippet hår?”, spurgte Sofie. ”Jep, har du ikke fået en ny jakke?”, spurgte Cira.
”Jow, jeg fik den af min mor”, svarede Sofie.
Cira kunne mærke at Sofie havde ændret sig, sejt!
Nu kom skolebussen og alle der skulle med løb hen til den.
I skolen satte de sig ned på deres plads, og fandt dansk bøgerne frem. Der stod en fremmed pige ved katederet, måske var hun ny, Cira sad på anden bagerste række, så udsigten var ikke så god.
Læreren kom, puffede pigen frem, så alle kunne se hende bedre.
”Vil du sige noget om dig selv?”, spurgte læreren, pigen rømmede sig, og sagde:
”Jeg hedder Trine, jeg er 11 år, og bor i et lille hus sammen med min far.”
Nu havde de lært en ny pige at kende, og så var de 23 elever i deres klasse. Skoletimerne gik og de fik fri fra skole.
”Sofie, kan du lege i dag?”, spurgte Cira.
”Nej, det kan jeg ikke, jeg skal. . . .til håndbold”, svarede hun.
”Til håndbold? Kan jeg komme med - og se på?”, spurgte Cira.
”Det tror jeg ikke”, sagde Sofie hurtig.
”Nå, vi ses i morgen”, sagde Cira.
”Ja, vi ses.”
Da hun steg af bussen, blev hun hel glad indeni, men også lidt ked af, at Sofie ikke kunne lege, hun kunne udskyde håndbolden. Hun vidste faktisk ikke, at hendes bedste veninde spillede håndbold, måske kunne hun også gå til håndbold??
Hun sad på en stol ved spisebordet, og læste en gammel romantisk bog, imens spiste hun franskbrød med pålægschokolade.
Klokken blev 16:05, så sagde hun til sig selv, at hun vil ringe til Sofie, om hun kunne lege en anden dag, men nummeret var optaget.
>>Jeg kan jo gå over til hende, det er let nok<< og så begyndte hun at gå hen til Sofie. >>Solbærvej nr. 1,2,3. . . . .Solbærvej nr. 15! Der bor hun. . . .<< sagde hun til sig selv, og tog forsigtigt i dørhåndtaget ind til Sofie, men hun stoppede, fordi det nok var mere høfligt at ringe på, eller skulle hun tage håndtaget?
>>Nej, Sofie er min bedste ven, jeg kan jo bare gå ind, det sker der sikkert ikke noget særligt ved<<
Hun ville tage i håndtaget, men hørte lige hvad Sofie sagde.
”Katja, skal vi være sammen i dag? Der er ingen håndbold træning, og jeg gider ikke at LEGE med Cira, hun spurgte, om jeg kunne LEGE, og hallo man, hvem leger, når man går i 5. klasse? Det er jo for barnligt ik?”
Cira løb alt hvad hun kunne, med tårer i øjnene, når hendes bedste veninde ikke ville være sammen med hende, havde hun ikke nogen venner, hun åbnede døren til sit hjem, eller hun smækkede døren op! Hun følte sig sølle og ubrugelig, det ville være bedst hvis hun ikke fandtes! I skolen vil hun have det svært, for hun havde jo ingen venner, og der var ingen der vil LEGE med hende mere, den eneste der ville LEGE med hende før, var Sofie, men nu. . . Hun brast i gråd, og hun tænkte at hele livet var et helvede, og der var intet som var godt, alting var ondt og hadefuldt, og ingen vil respektere hende, fordi hun var noget som ingen kunne lide, bortset fra sine forældre, de kunne lide hende, de var de bedste forældre i verden, hun kunne ønske sig. . . .

2.
Næste morgen måtte hun tvinge sig selv i skole, men hun vidste, at denne dag ville blive den dårligste dag i hendes liv, hun ville prøve på at holde sig neutral, og ikke række hånden op, når læren spurgte om noget, men hun ville i det mindste hygge sig, derhjemme med sin te. Hun tog af sted, tasken på ryggen og gik hen til busstoppestedet. Ved busstoppestedet så hun Sofie, Cira prøvede at ignorere hende, og det så ud som om, at Sofie også prøvede på det.
I skolen holdt Cira sig neutral, og ville ikke stikke kartoffelen op.
Hjemme igen, hun gik op og tændte for musikken, for at glemme den dumme historie, som Sofie har lavet, Sofie og Cira var blevet uvenner, så derfor holdt de mindst to meters mellemrum fra hinanden, eller alle holdt to meters mellemrum fra Cira, hvis de kunne. Nå, musikken hjalp ikke, hvad nu hvis hun tegnede. . . det hjalp heller ikke, hun tænkte sig om, hvad kunne hun gøre for at glemme det? Eller glemme Sofie? Hvad var det, der startede det hele? Håndbold? Ja håndbold, ville det hjælpe? Hun kunne jo prøve det, hvis hun måtte for mor og far, håndbold, håndbold er løsningen, ja håndbold er løsningen! Hun blev glad, fordi hun havde løsningen på det hele, og det var håndbold!
Mor og far kom hjem, Cira løb hen til dem.
”Mor, far! Må jeg gå til en sportsgren? Håndbold fx?”, spurgte Hun.
”Jeg kan ikke se nogen grund til, at du ikke må, hvad siger du skat?”, spurgte faren. ”Jeg synes, det er dejligt, at du vil gå til en sport, selvfølgelig må du det.
Og hvor tilfældigt, jeg mødte din idrætslærer inde i byen, hun gav mig denne her seddel om håndbold, og der står på hvornår de træner håndbold, det er. . . .i morgen klokken fem til seks, i hallerne, der ligger ved siden af skolen. Så du kan bare tage bussen der ind, ikke søde?”, sagde Moren.
”Tak, mor og tak far, I er de bedste forældre i hele verden. . . . eller i hele universet”, sagde hun, og lavede en bevægelse, så man kunne se, at det var noget virkelig STORT!
”Så tror jeg, at jeg vil glemme alt, hvad Sofie sagde til Katja!”, sagde hun, og glædede sig til at skolen var forbi, og hun kunne starte sin håndbold karriere.

3.
Næste morgen så hun positiv på dagen, der ville gå. Hun stod op, inden hendes far og mor tog af sted til deres eventyr, som er deres arbejde. Hun sagde farvel til dem og ønskede dem en god arbejdsdag. Nu havde hun masser af tid til sin morgenmad, men hun havde helt glemt, at hun skulle også have håndbold ting, før hun kunne spille håndbold.
>>Hvor er jeg dum, jeg har glemt håndboldting, uden det kan jeg ikke spille håndbold<< hun styrtede op for at hente sine lommepenge.
”En 200 seddel og. . . det bliver. . . 1000 kr. det må være nok!”, mumlede hun, og styrtede ned ad trappen for at putte hendes penge i tasken. Hun stadsede brat.
>>Hvis nu der er nogle tyve på skolen, de vil nok lede i nogle tasker, jeg må hellere have dem i min lomme, bare for at være på den sikre side<< tænkte hun, og skyndte sig at putte dem i lommen, og kigge til højre og til venstre, selvom hun vidste, at der ikke var nogen i huset, bortset fra hende selv.
Hun gik hen ad vejen til busstoppestedet, og i mens tænkte hun på hvad hun skulle købe.
>>Jeg skal købe sko, shorts og en T-shirt, en taske til at have mine ting i, og en håndbold, det var nok det<< sagde hun til sig selv.
Nu var hun henne ved busstoppestedet, og hun tænkte ikke på Sofie mere, hun betød ikke noget, når hun nu var interesseret i håndbold, og skulle til sin første træning i dag, og hun skulle købe ind til den. Hun kom hen til skolen, og de skulle have matematik i første time.
Timerne gik og de fik endelig fri. Cira skyndte sig at pakke sine skolebøger ned i tasken, fordi hun glædede sig til at komme til håndbold træning.
Hun gik ud af skolen og hen til den nærmeste sportsbutik, og den bedste! Hun fandt en af dem, der arbejdede inde i butikken, hun kunne se et navne skilt på hans trøje, han hed Thomas.
”Undskyld mig, har I nogle sko, som ikke koster over tusind kr.?”,
”Ja det har vi, derover er alting under tusind kroner.”, svarede Thomas.
”Tak”, sagde hun.
Hun kiggede, om der var nogle sko, som ikke var for dyre, og dér var der nogen, det var nogle blå sko, til 200 hundrede kr. Hun så sig til højre, der var nogle sko, shorts,
T-shirt, en håndbold og en sportstaske til 500 kr. i et sæt, det hed:
”Håndbold Mikset”. Det var et rigtig godt tilbud, syntes hun, hun lagde skoene på plads, og tog ”Håndbold Mikset”. Hun gik hen til disken for at betale manden de 500 kr. og nu havde hun råd til at købe for fem hundrede kroner mere, så hun købte en drikkedunk og to knæbeskyttere. Nu var klokken 16:30, så gik hun hen til hallerne for at træne håndbold.
Nu var hun i hallen, hun var meget nervøs, fordi hun kendte ikke rigtig nogen, hun havde set dem før, men hun kendte dem ikke.
Sofie går hun til håndbold?? Hun vendte sig om, hendes blod kogte og ville skyde ild til alle sider, ligesom en drage. Var det ikke noget hun fandt på? Da hun løj?
Der var en der prikkede hende på ryggen, hun blev hel stiv, hvorfor prikkede Sofie hende på ryggen?? Men nej, det var ikke Sofie, det var den nye pige, Trine.
”Undskyld, jeg er ny her, kan du sige mig hvor omklædningsrummet er?”, spurgte hun. ”Ja, jeg skal også derhen.”, svarede Cira.
”Jeg hedder Cira, er du ikke den nye pige, Trine?”,
”Jow, jeg hedder Trine. Nå, skal vi gå derhen?”,
”Ja, lad os gøre det.”
De gik hen til døren der åbnede op for pigeomklædningsrummet. . . . . . .
De havde nu tøjet på for at træne.
De startede med at varme op, og bagefter skød de på mål for at få varmet målmanden op, og en øve kamp, det var blandet hold, men det endte med at Ciras og Trines hold tabte, og vinderne råbte til Cira, at hun var for dårlig til at gå til håndbold, men Cira bed tænderne sammen og prøvede at ignorere dem, for hun ville vise dem, at hun ville blive noget stort en dag.
Cira syntes, at det var sjovere, end hun havde troet. At spille håndbold er meget sjovere :)
Nu var der gået en time og de skulle klæde om og gå i bad. Det var dejligt at få et køligt bad, og få skyllet sveden af.
”Husk, tá 700 kr. med til kontingentet næste gang vi træner, okay”, sagde Trine.
”Ja, det vil jeg prøve at huske på fredag, vi ses i morgen.”,
”Ja, vi ses”, sagde Trine, og vinkede tilbage til Cira.
Nu tog hun bussen hjem til sin familie, for når hun kom hjem, ville hun fortælle det hele, hun ville fortælle, at hun scorede et mål. På den bedste målmand på holdet, det var hun meget stolt af.
Hun ville også fortælle, hvordan hun bed tænderne sammen for at ikke koge over.
Ja, det ville hun, men ikke som pral! Hun ville fortælle alting, også at hun havde fået en ny veninde, som var den nye pige fra klassen, hun hed Trine.
Da hun kom hjem, fortalte hun om sin første dag som håndboldspiller. . . .

4.
Dage gik, uger gik, og hun blev god til håndbold, så god at hun var blevet bedre end dem, der grinte ad hende første gang hun prøvede. Men nu var hun snart dobbelt så god som dem.
Og i skolen, fordi hun var god til håndbold, fik hun masser af venner. Nu var der ingen, der holdt mindst to meters afstand, men nu ville man stå tæt på og få kontakt med hende. Også til træningen fik hun flere venner, hun var blevet venner med Sofie igen, men ikke bedste venner. Det var Trine jo, og ikke før hun glemte det, Sofie havde sagt!
Lørdag eftermiddag skulle hun til hendes første kamp, hvor de skulle spille mod nogen, som var bedre end dem sidste år, men i år var holdet fast besluttet på at de ville vinde, og ikke tabe som de gjorde sidste år, de ville simpelthen vinde kampen!
Det var fredag aften, og familien hyggede sig foran aftensmaden og Tv’et, de var ved at spise ris med kylling, det var en af de gode retter, som smagte godt når mor havde lavet den.
Efter maden, og havde taget ud af bordet, slukket for fjernsynet, spurgte Cira om de ville se hendes første kamp, ja det ville de gerne, og så blev hun mere spændt på i morgen, end nogensinde før, i morgen skulle hun vise, hvordan hun spiller håndbold.
Lørdag morgen skulle de spise morgenmad og se morgen programmet. Det var et program, hvor der var alle mulige tegnefilm, lige noget for en pige som Cira.
Nu skulle de afsted til hallerne for at komme i tide.
”Far og mor, I kan blive ved cafeteriet og købe et eller andet, ok?”,
”Ja, smut du bare søde, vi skal nok klare os selv”, smilede mor.
Nu gik Cira hen til omklædningsrummet, og så Trine allerede var kommet. De skyndte sig i tøjet, og hen til hallen. De kom ind i hallen og så at der var en speaker, det er en der siger navnet på den der scorer mål, eller hvem der redder den
(det må så være målmanden).
De så træneren, han var lige så nervøs som pigerne, men nu skulle de varmes op, ved at løbe, hoppe og skyde til hinanden.
Fløjten lød og de skulle starte kampen. Cira var på midten og Trine var på højre back. Yes, vi skulle starte med bolden og vi scorede.
”Målet var af Mette Gyldengren af hjemmeholdet.”, Det var deres første mål, men der kom flere, det næste af :
”Grete Hansen af udeholdet. . CIRA . . . . af hjemmeholdet.”. Yes, hun havde scoret, hun var glad og stolt af sig selv. Det var første halvleg, så var det pause tid, til at få noget at drikke, og høre hvad træneren ville give af råd. Dommeren fløjtede og spillet forsatte, nu var det udeholdet der skulle starte med bolden. En lille pige driblede forbi venstre backen og i mellem fløjen.
”Målet af Malene Sørensen af udeholdet, nu står det 2-2.” To minutter efter blev der dømt straffe, fordi én tog Trine om halsen, men der skete heldigvis ikke noget med Trine, men nu kom det værste, for det var Gitte der skulle tage straffet, hvorfor måtte Cira ikke?? Hun var da bedre end Gitte, men nu fløjtede dommeren, og Gitte ramte stolpen, men bolden kom hen til Cira! Hun tog den, en to tre skridt, en dribling og en to skridt igen, hun var forbi forsvarerne, så stregen som hun ikke må overtræde, for så bliver der dømt overtrådt, hun skød den lige ind i kassen, den røg op i højre hjørne, og hun gjorde det til 3-2 til hjemmeholdet.
Publikum råbte ”10-9-8-7-6-5-4-3-2-1-0.”
Og dommeren fløjtede endnu engang, tiden løb ud, de havde vundet!
Nu måtte de synge deres vindersang:
”Hvem var det, der vandt i dag, det var os, ha!”, råbte de alle af glæde, men Cira var mest glad, fordi hun gjorde det sådan at de vandt, det føles dejligt at vinde, håndbold var en godt valg, ja, håndbold var det bedste valg, hun nogensinde havde valgt.
tilbage