En mystisk kuffert

Natten er mørk, mørk som en sort panter. Det er så mørkt, at man ikke kan se ét træ i haven. Eller en busk. Eller en vampyr, hvis der skulle være én.
 Jeg ryster over det hele. Jeg tør næsten ikke sidde her i mit værelse ved min computer. Og se ud ad mit vindue.
 Jeg tør heller ikke sove. Jeg kan ikke.
 Jeg tør kun skrive. Så jeg skriver og skriver uden at se på min skærm. Jeg må have det hele med.
 For dét, der skete, var helt vildt:
 Det begyndte med, at farfar fandt en masse penge. Og vi mødte også Hviske og manden med sølv-kniven. Nej, først var Pi, Gritt og jeg i stuen. Mor og far var i biffen, og det var mørkt ude.

Jeg sad i sofaen med en blyant og min matematik-bog. Jeg var ved at løse en brøk. Eller jeg sad mere og så på den og følte mig mere og mere dum. Jeg er ikke særlig god til brøker!
 Jeg så på Pi, min lille-søster. Hun lå på maven på gulvet, og hendes briller var gledet ned på næsen. Hun rodede med sin walk-man og havde øre-propper på, så hun kunne høre, hvad hun optog.
 Hun holdt øje med Miver, hendes fugle-edder-kop. Den stod lige foran hendes ansigt. Den rørte ved walk-manen med sit ene lodne ben - og ved posen med tørrede græs-hopper, dens mad.
 "Sig noget, Miver. Sig tsh." Hun gav den et lille puf.
 Jeg gøs.
 Jeg brød mig ikke om edder-kopper og heller ikke om de to hvide mus, hun havde oppe på sit værelse. Eller hendes slange. Men Pi var vild med dyr. Hun havde en masse bøger med fotos af løver, aber og sæler. Og hun optog brøl, skrig og støn på sin walk-man, så tit hun kunne komme til det.
 Hun samlede på lyde.
 Hun satte sig op, tog edder-koppen og så på mig gennem sine briller:
 "Kan du høre, om Miver siger noget? Jeg vil gerne optage ham."
 Jeg så stift på edder-koppen. Den var kun to meter borte og rørte sine for-ben.
 Jeg gøs igen:
 "Flyt den!"
 "Han gør ikke noget."
 "Jeg smider min bog efter den, Pi."
 "Altså, du kan godt tale pænt, Malte." Gritt kom med et suk. Hun sad i gynge-stolen til højre for mig med sin dag-bog og et glas saft. Hun skrev meget for tiden - både sine tanker og hvis der var sket noget. Der var en hænge-lås på bogen, så man kun kunne læse i den, hvis man havde fået lov.
 Hendes brune hår var i heste-hale. Det fik hende til at se ret voksen ud, selv om hun kun er ét år ældre end mig: 13.
 Pi er ti.
 "Pi bliver ked af det. Ikke, skat?"
 Pi sendte mig et blegt smil. Hun lod walk-manen ligge og gik ud i vores køkken. Hun ville finde en skål til Mivers græs-hopper, så den kunne få lidt at spise.
 Jeg lagde min bog i sofaen og rejste mig:
 "Jeg kan ikke finde ud af de brøker!"
 "Så, så." Gritt drak saft og skrev lidt mere i dag-bogen. Hendes fregner lyste. "Der er mange, som har haft svært ved brøker. Også genier."
 Jeg gik hen til vinduet og så ud. Månen var oppe. Nogle skyer jog forbi den.
 Gritt kom hen til mig med sit glas saft. Hun lagde armen om mig:
 "Jeg kan godt hjælpe dig. Selv om jeg heller ikke er særlig klog."
 "Jeg er altså ikke dum, Gritt."
 "Nej, nej. Du kan bare ikke finde ud af brøker." Hun så ironisk på mig - og jeg følte mig som en lille nørd, selv om hun kun er lidt højere.
 Det ringede på døren, og det gav et sæt i mig.

Pi talte med nogen ude på gangen. Så stod hun igen i stuen. Hun havde Miver og en brun kuffert med. Den så ny ud, helt blank.
 "Post-budet kom med den." Hendes lille krop dirrede. "Puha, den er ret tung. Den er fra farfar, fra Mallorca. Det står på sedlen."
 Hun var ret god til at læse - og også til de fleste andre fag i skolen.
 Jeg gik hen til hende. Gritt fulgte efter. Jeg læste på den lap papir, der sad på siden - ’Albert Rasmussen’.
 "Den er fra farfar," sagde jeg. "Han sendte den for to dage siden. Fra Mallorca!"
 "Hvad laver han dér?" sagde Gritt.
 "Han er nok på ferie."
 "Måske skal han til tyre-fægtning," sagde Pi. "Det bruger de i Spanien."
 Gritt aede hende på håret:
 "Det skulle være forbudt at pine dyr på den måde."
 Hun mente, at ret mange ting burde være forbudt. At lyve for eksempel. Og ikke at hjælpe dem, der sultede i Afrika.
 Jeg lagde kufferten på gulvet og tog bæltet af. Jeg åbnede den.
 Jeg gav et gisp.
 For der var meget i den, en masse... skum-gummi!

"åh, nej. Farfar er blevet gal igen. Hvor er det typisk!" sagde Gritt.
 "Er der gemt noget i låget? Kan du se noget, lille Miver?" Pi holdt sin fugle-edder-kop hen.
 Jeg følte rundt i kufferten.
 Farfar fandt tit på vilde ting. Én gang havde han brændt sin sofa ude i haven - og han åd også en regn-orm, fordi det var sundt. Det sagde han.
 Så kom han på hospitalet. Men dér sad han bare i en stol og så tomt ud i luften, fordi han havde spist en masse piller. Lægen sagde, at han var blevet gal, og at han blev nødt til at tage alle de piller for at blive rask.
 Hvorfor blev han aldrig klogere? Hvorfor sendte han os alt det skum-gummi?
 "Der er ikke noget i den," sagde jeg.
 "æj, han er bare for meget!" Gritt gik hen til vinduet. "Mor bliver dødsur, når hun ser det her." Hun kom med et hyl og pegede:
 "Hvem er det? Hvad laver de?"

Angrib!

Jeg gik hen til hende. Jeg kneb mine øjne sammen.
 Der stod to mænd ved lågen, og jeg kom med et gisp. For de var i sorte jakke-sæt og havde sol-briller på - selv om det var aften.
 De så ud som to snig-mordere!
 De gav lågen et puf og gik imod os. De var lige høje og gik i takt.
 Ti meter fra os gjorde de holdt. Den ene bøjede sig ned og bandt sine sko. Et sekund gled hans bukser op, og man kunne skimte noget, som var klæbet til hans ben. Noget langt, som lyste.
 Det var... en kniv!
 Jeg svedte. Men jeg lod, som om jeg ikke havde set den. Det var nok, at Gritt var helt ude af flippen:
 "Han har en kniv. Så du den?"
 Jeg trak hende om bag gardinet, så de ikke kunne se os.
 "Hvad gør vi? Sig noget, Malte."
 Men jeg lurede bare på manden. Han trak sine bukser ned over kniven igen. Så gik de lige forbi os. De så os til alt held ikke.
 Lidt efter lød der en ringen.
 Jeg fór sammen.
 "De to er farlige, Malte."
 "Hvad er det?" spurgte Pi højt bag os.
 Jeg vendte mig. Hun stod stadig ved farfars kuffert med et fjernt blik. Hun hørte noget vild musik på sin walk-man, noget med en masse el-guitar. Hun tog posen med græs-hopper fra gulvet:
 "Miver er stadig sulten."
 Hun havde ikke hørt, hvad vi havde sagt. Pyha.
 "Hvad gør vi, Malte? Bare far og mor var her." Gritts stemme var lige ved at knække over.
 De ringede på igen. Lyden skar gennem luften.
 "Vi er nødt til at åbne." Jeg gik ud i gangen.
 Men hun var lige efter og rev min arm væk fra dør-grebet. Hun tabte lidt saft fra sit glas:
 "Spørg, hvad de vil først."
 Jeg trak vejret dybt og så på hende - og på Pi, der stod lige ved siden af. Hun så ud som en fugle-unge med sit tynde, uglede hår.

Det ringede igen på døren.
 "Hvad vil I?" råbte Gritt.
 Der kom ikke noget svar. Men så røg brev-sprækken op med et smæld, og man kunne se den ene mands mund. Den var fuld af gule tænder.
 "Vi er fra politiet," hviskede han. "Kender I Albert Rasmussen?"
 "Uh, hvor er han klam!" sagde Gritt lavt. "Hvor kender han farfars navn fra?"
 "Er farfar med?" Pi slukkede sin walk-man og aede Miver.
 Manden stak tre fingre ind gennem brev-sprækken.
 "Har I en kuffert fra Albert Rasmussen?" hviskede han. "Er jeres far og mor hjemme?"
 "Næ," peb Pi.
 "Jo, de er da hjemme, skat," sagde Gritt højt. "De er nede i kælderen. Men vi har ikke nogen kuffert."
 "Luk så op. Albert Rasmussen er i fængsel på Mallorca."
 "Det må bare ikke være rigtigt. Mor bliver tosset."
 Jeg sagde ikke noget. Hvor-fra vidste de, at farfar var på Mallorca? Og hvad skulle de med hans kuffert - med skum-gummi!
 Manden hev sine fingre ud igen og tog i døren. Pi og jeg trådte bagud. Mit hjerte hamrede.
 "De har ikke slået farfar ihjel. Vel, Malte?" Pi så op på mig med store øjne. "Kære, kære farfar."
 "Vi vil gerne se den kuffert fra jeres farfar," hviskede manden.
 "Skrid så!" råbte Gritt. "I gør vores lille-søster bange." Hun gav mig et puf, så jeg faldt. Så drejede hun nøglen, rev døren op og smed sit glas saft.
 Der lød et brøl og et klir, da hendes glas ramte en flise.
 Så kom der endnu et råb, og først troede jeg, at de to mænd havde skåret sig på et glas-skår. Men så så jeg, at Pi ikke havde posen med græs-hopper mere.
 Jeg sprang hen til døren. De to sad ned. De var våde af saft og havde græs-hopper over det hele.
 Pis fugle-edder-kop sad lige så fint på den ene mands hoved. Men det fandt han først ud af, da den krøb ned og satte sig på hans sol-briller. Han skreg.
 Så kom mor og fars bil op ad ind-kørslen.
 De to mænd var væk i mørket.


Køb eller lån en Vild-bog
(papirbog, e-bog eller lydbog)